[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]




I den seneste periode har IVER HUITFELDT patruljeret på Somalias østkyst, men er nu trukket op i Aden Bugten. Ud over almindelig patruljering i den internationale transitkorridor, hvor alle handelsskibene sejler, har IVER HUITFELDT været tæt på den nordlige kyst af Somalia for at fortsætte med at opbygge relationer til de lokale myndigheder.


Isoleret landsby uden udvikling
IVER HUITFELDT har haft besøg af repræsentanter fra landsbyen Qandala, der ligger omgivet af bjerge helt nede ved kysten. Byen og dens små tusind indbyggere er meget isoleret, og kontakten til omverdenen foregår via kortbølgeradio. Transport til andre byer sker primært i små joller langs med kysten.

På grund af sin isolation er byen meget fattig, og i modsætning til andre steder hvor IVER HUITFELDT har haft kontakt til lokale klanledere og landsbyældste, er der i denne by ingen udvikling at spore – tværtimod.



Den somaliske landsby Qandala.


Stort behov for støtte udefra
De lokale ledere, som besøgte IVER HUITFELDT, forklarede, at byen var inde i en negativ spiral, hvor folk flyttede bort, så snart de fik råd. Der var et stort behov for støtte udefra. Specielt infrastrukturen kunne forbedres og åbne mulighed for investeringer i området og handel med den øvrige del af Somalia.

På trods af de trange kår var ledernes syn på pirateri det samme som andre steder:  Det er en plage, der skal bekæmpes med alle midler og af alle interessenter.