[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Af: Navigationsofficer Linda Henriksen

Fra starten af juni til slutningen af november er der isfrit, resten af tiden ligger der fjordis. Isen beskytter for havets rasen, men samtidig er den som et fængsel, sat ned over de små bygder.

I sidste uge var inspektionsskibet KNUD RASMUSSEN inde for at bryde fjordisen i to små bygder, Ikerasak og Uvkusigssat. Normalt, når skibene sejler i de tilisede fjorde, er skibene påpasselige med at bryde isen. Om vinteren omdannes isen ofte til en motorvej for hundeslæder, biler og snescootere. Brydes fjordisen, bliver en stor del af fjordens infrastruktur ødelagt. Derfor er det god skik, at skibet stopper godt stykker før evt. spor på isen.

Alligevel er det nødvendigt at bryde isen om foråret, hvor isen bliver skrøbelig og usikker at færdes på. Desuden venter bygdernes små fiskefartøjer på at kunne komme på havet, så fiskere og fangere kan tjene penge til deres familier. Derfor blev KNUD RASMUSSEN bedt om at assistere med at bryde isen.