[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Der blev lagt kranse ved mindestenen for de faldne sømænd. 

Den 22. og 23. marts 1808 blev det danske linjeskib Prins Christian Frederik angrebet af en engelsk flådestyrke ud for Sjællands Odde. Godt 60 danske og norske sømænd faldt i kampen og omkring 130 blev såret. Blandt de faldne var løjtnant, og senere søhelt, Peter Willemoes, der blev ramt af en kanonkugle i hovedet.

De mange faldne blev begravet i en fælles grav på Odden kirkegård, hvor der nogle år senere blev rejst et mindesmærke. Siden er det blevet en tradition at mindes de faldne sømænd ved en højtidelighed på Søværnets Våbenkursus og i Odden Kirke.

Deltagerne i mindehøjtideligheden den 22. marts i år var blandt andre en række af søværnets chefer, marinehjemmeværnet og den norske forsvarsattaché i Danmark. Fra lokalområdet deltog borgmestre, politikere, politi og beredskabschefer.

Højtideligheden indledtes med en gudstjeneste i Odden Kirke. Herefter blev der lagt kranse ved mindesmærket, og medlemmer af Jyske Landsoldater, der var iklædt uniformer typiske for perioden, opførte et spil, hvor de blandt andet affyrede kanoner til ære for de faldne.




Medlemmer af Jydske Landsoldater affyrede kanoner.