[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Den samlede delegation på EJNAR MIKKELSENs helikopterdæk.

Solen skinnede smukt over Dundas fjeldet ved THULE AIR BASE, da NATO parlamentarikerne gik om bord på EJNAR MIKKELSEN for at få en orientering om inspektionsfartøjernes opgaver i grønlandske farvande.  Foruden en præsentation fra chefen, fik parlamentarikerne en rundvisning på skibet og en sejlads med SAR-fartøjet NAJA og ”lillebror” (skibets gummibåd).

De 23 medlemmer var politikere fra henholdsvis Storbritannien, Frankrig, Belgien, Grækenland, Tjekkiet, Estland, Tyskland, Spanien og selvfølgelig Danmark med Medlem af Forsvarsudvalget John Dyrby Paulsen som vært.

Parlamentarikerne stillede mange interessante spørgsmål om skibets kapaciteter og operative kunnen i forhold til skibets relativt beskedne bemanding. For nogle af parlamentarikerne var besøget desuden en øjenåbner for de barske forhold, som kendetegner de grønlandske farvande, og de potentielle farer, der er ved kommerciel sejlads i området.


Medlem af forsvarsudvalget John Dyrby Paulsen går fra borde.

Inden besøget sluttede, blev gæsterne budt på en lille forfriskning på helikopterdækket, hvor de kunne nyde den smukke udsigt til Dundas Fjeldet og diskutere forholdene om bord på skibet og i Arktis.