[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Ved morgenmønstringen tirsdag den 29. januar fik mekaniker Karsten Kirkegaard Nielsen overrakt Fortjenstmedaljen i sølv for 40 års tro tjeneste i forsvaret og kaptajnløjtnant Bo M. Nielsen fik overrakt Holmens Hæderstegn. Medaljerne blev overrakt af fungerende chef for Søværnets Officersskole kommandørkaptajn Poul-Erik Larsen. Tildelingen af Fortjensmedaljen i sølv medfører at Karsten Kirkegaard Nielsen skal i audiens hos HM Dronningen og takke for modtagelsen.

Holmens Hæderstegn blev indstiftet den 29. januar 1801 ved kongeligt åbent brev på Kong Christian d. VII’s fødselsdag. Hæderstegnet tildeles enhver mand eller kvinde, der er ansat i Søetaten eller ved Orlogsværftet og har forrettet tjeneste ved forsvaret i fulde 25 år efter sit fyldte 20. år.

Baggrunden for indstiftelsen af Holmens Hæderstegn skal ses i Napoleon-tidens ufred, hvor vores søhandel led hårdt under stridighederne mellem Frankrig og England. Selv om englænderne tillod neutrale skibe at fragte gods til engelske havne, så betragtede franskmændene disse som lovlige priser og drev en ubarmhjertig kaperfart. Derved kom vores søfart i stor fare og regeringen besluttede derfor at indføre konvojsystemet.

Ud for Afrikas kyst hentedes de hjemgående Ostindienfarere med deres rige ladninger. Capitain Steen Bille sendtes til Middelhavet med en eskadre for at ave de engelske og franske kapere, samt de berberiske sørøvere. På den måde blev skibsfarten beskyttet langs den europæiske Atlanterhavskyst.

Derfor kom mange orlogsskibe i fart, og dette betød meget arbejde til skibsbyggerne på Holmen, hvilket gav mangel på arbejdskraft. Problemet var så alvorligt, at kongen den 12. december 1800 resolverede, at den håndværker, der mødte ved Holmens port inden klokkelyds ophør, samme dag ville få udbetalt en belønning på fire skilling, og den, der i 20 dage af en måned havde vist en sådan interesse for sit fag, skulle desuden tilkomme fem lys når hans kostportion uddeltes.

Og for yderligere at fastholde og tiltrække ny kvalificeret arbejdskraft til bygning af flere orlogsfartøjer indstiftede kongen i januar måned 1801 Holmens Hæderstegn. Hæderstegnet kunne uddeles til håndværkere og arbejdere ved flådens værft, og medaljen var ledsaget af et pengebeløb, oprindelig svarende til 10 kroner. Hæderstegnet uddeltes første gang den 15. juni 1801, men siden 1802 er Hæderstegnet hvert år blevet uddelt den 29. januar.

Siden hen er den kreds af personer, der kan tildeles Hæderstegnet blevet udvidet, sådan at det i dag er alle ansatte med 25 års samlet tjeneste i søværnet, der kan tildeles Hæderstegnet.

Søværnets Officersskole gratulerer med dekoreringerne.