[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Arkivfoto: Patruljefartøjet NYMFEN. Foto: Per Körnefeldt

I forbindelse med adoptionsbesøget er der officielle receptioner på skibet og i byrådssalen med særligt inviterede gæster. Om lørdagen, den 4. maj, uddeles Assens Kommunes årlige Willemoes Pris, Søværnets Tambourkorps spiller på kajen, og NYMFENs besætning demonstrerer søredning med helikopter. På fejringens sidste dag holder NYMFEN åbent skib.



Under besøget i Assens vil NYMFEN ikke være operativ, så der er sikkerhed for, at skibet kan blive i havn i hele weekenden. Til Fyens Stiftstidende siger chef for NYMFEN, kaptajnløjtnant Thomas Lauridsen, blandt andet:



- Adoptionen er indgået i en ånd, hvor det handler om at knytte tætte bånd, og vi vil være fuldt dedikerede til adoptionsbesøget.



Der er tradition for, at søværnets skibe adopteres af kommuner. Det betyder, at både skibene, der sejler i i hjemlige farvande, og skibene, der sejler i Nordatlanten, er adopteret af danske og grønlandske kommuner. Formålet med adoptionerne er at knytte tætte bånd mellem skib og kommune. Når skibet anløber havnen i adoptionskommunen, bliver besætningen budt særligt velkommen, ligesom skibet inviterer byens borgere om bord til åbent-skib.