[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En gruppe kadetter, der fik undervisning på søværnets to skoleskibe ALHOLM og ERTHOLM, skiftede med ét undervisningen i navigation ud med dramatisk virkelighed.

Hurtigt fremme
Klokken 23.30 udsendte Lyngby Radio en melding om en nødstedt trækutter midt i Storebælt. Kutteren var både lille og manglede skibslys, og den lå midt i den meget trafikerede rute Tango. Den var derfor i overhængende fare for at blive sejlet ned af de store skibe, der sejler i ruten.
De to skoleskibe, der befandt sig i Agersø Sund ud for Skælskør, satte straks kursen mod Storebælt. Tyve minutter efter, at den nøjagtige position var fastslået, havde skoleskibene deres gummibåde på siden af kutteren. Vandet væltede ind med en sådan kraft, at ALHOLMs pumpe ikke kunne følge med. Derfor blev de fire mand i båden evakueret over på ERTHOLM.

Slæbt væk
Da kutteren var til fare for skibstrafikken, forsøgte ALHOLM at bugsere den væk, men vandet blev ved med at fosse ind, og kutteren begyndte at synke. Heldigvis havde ALHOLM allerede fået slæbt den væk fra sejlrenden, inden den kort efter sank. Vel i land blev de fire mand modtaget af politiet, som sigtede kaptajnen for spiritussejlads.