[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Besætningen på det mexicanske skoleskib CUAUHTEMOC står i riggen, da den tremastede bark sejler ind i Aarhus Havn.

Helt nøjagtig 101 skibe og tæt ved 3.100 besætningsmedlemmer gæster frem til søndag middag Aarhus Havn. Med til at byde dem velkommen er omkring 150 såkaldte forbindelsesofficerer. Hver dag fra otte morgen til otte aften sørger de hver især for et af skibene. Det er frivillige, der tager sig af de civile skibe, mens Søværnet stiller med 11 medarbejdere, ligeledes frivillige, til at servicere de syv udenlandske skoleskibe fra Mexico, Norge, Oman, Polen (2), Holland og Brasilien.

”Vi byder velkommen til Aarhus på admiralens vegne og informerer om alt det praktiske, skibene skal vide, for eksempel hvordan man får el og vand eller hvor man kan veksle penge. Vi spørger også, om der er noget, vi kan hjælpe med – det er der som regel altid,” siger seniorsergent Jørn-Ole Rass Hansen, der har ansvaret for de militære forbindelsesofficerer.

Sammen med de andre frivillige står han til rådighed døgnet rundt, så skibet kan ringe til ham. De udfordringer, han og kollegerne får fra skibene, kan være alt lige fra at skaffe en bestemt maskindel til at sørge for, at det gratis internet virker.



På den svenske fuldrigger Götheborg er besætningen iklædt tidstypisk tøj. Skibet er en kopi af et svensk handelsskib fra 1738.


Kom om bord på skoleskibene
Tall Ships Races er verdens største kapsejlads for skoleskibe med sejl. I år er det Aarhus, der er starthavn for de nu 101 skibe i konkurrencen, tre er nemlig udgået. Halvdelen af skibenes næsten 3.100 besætningsmedlemmer er mellem 15 og 25 år, for det er unge, der uddannes i at sejle.

Til og med søndag den 7. juli er der masser af ting at opleve på havnen. Man kan blandt andet komme om bord på skibene, der stævner ud igen søndag klokken 12.  

Se hele programmet her.