[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]




Skibene er skoleskibe for de kommende kadetter, efter at de har afsluttet deres sergentuddannelse. På sergentskolen har de lært grundlæggende navigation og ledelse. Nu skal de afprøve deres teoretiske kundskaber i praksis i både magsvejr, og når søen viser tænder.

Chef på THYRA, Jens Christian Vedersø fortæller om formålet med uddannelsen på sejlskibene:

- Sejlskibene er en læreplads, hvor formålet er at udvikle hver enkelt kadet gennem et intenst og krævende forløb. Under togtet søger vi at afdække elevens evner og udfordringer, så han eller hun har mulighed for at udvikle sig og tilpasse sig søværnets krav og behov.

Det første hold kadetter gik om bord i dag, hvor de skal manøvrere skibene først op langs Vesterhavets kyst til Thyborøn. Herefter fortsætter togtet ind i Limfjorden, hvor sejlskibene går i havn i Nykøbing Mors, Løgstør og Aalborg. Den 12. maj stikker skibene sydover til Bønnerup, Ebeltoft og Aarhus, inden de sætter kursen mod Helsingør med stop i Ballen på Samsø.

SVANEN og THYRA blev bygget i 1960 og har en længde på 19,47 meter. Sejlskibene har hver en fast besætning på fire mand og har plads om bord til op til otte kadetter.