Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Ella Ø, ”Ørneborgen” ses til venstre. Foto: VÆDDEREN
48 timer med 3. besætning
Klokken er 7 om morgenen mandag den 21. oktober. Inspektionsskibet VÆDDEREN ligger 60 sømil fra indsejlingen til Kong Oscar Fjord på Grønlands østkyst.
Forude venter et par spændende døgn, hvor VÆDDEREN skal assistere Slædepatruljen SIRIUS med at reparere en depothytte på Ella Ø. Hytten har haft uventet besøg af en isbjørn, der har revet dele af klædningen ned og knust ruder for at komme ind til provianten.
Med støt kurs mod Ella Ø
Ved dagslys går VÆDDEREN an i isen. Polarisen trækker på denne tid af året ned langs kysten, og erfaringsmæssigt er det ved at være sidste chance for at komme frem til fjorden. Kl. 9 sendes helikopteren i luften for at se nærmere på isens udbredelse ind mod Kong Oscar Fjord og i selve fjorden.
Vurderingen er, at isen ikke udgør et problem. VÆDDEREN er konstrueret til sejlads i is, og maskinens knap 12.000 Hk giver rigeligt med kraft til at sætte kursen direkte mod Ella Ø. Det går støt fremad. Farten er 10-12 knob.
Elisabeth sørger for godt udsyn til vagtchefen. Foto: VÆDDEREN
De to mand i Mestersvig får friske grøntsager
Kl. 13 går helikopteren igen i luften. Denne gang med kurs mod Daneborg ca. 230 km. længere nordpå. Helikopteren skal hente to personer fra Slædepatruljen SIRIUS - Brian og Stian og slædehunden Garmin. De skal med til Ella Ø for at inspicere den beskadigede hytte og sikre VÆDDERENs personel i tilfælde af, at isbjørnen skulle vende tilbage, mens de er inde på øen.
Efter seks timer anduves Kong Oscar Fjord. Der er stort set ingen is inde i fjorden, og farten øges. Skibets gummibåd sættes kl. 18.30 med kurs mod Mestersvig. Kabyssen har pakket lidt proviant til de to mand, der passer på den isolerede lufthavn derinde, så de kan få lidt afveksling i form af friske grøntsager til deres måltider. Da gummibåden vender tilbage, fortsætter VÆDDEREN i fjordsystemet mod Ella Ø.
Slædehund på dækket
Helikopteren vender tilbage fra Daneborg kl. 19 med Brian, Stian og Garmin. Kabyssen står klar med aftenens menu: ”Byg selv - Burger” og Ananas Fromage. Slædehunden er ikke begejstret for det varme indeklima ombord, men finder sig godt til rette på dækket under åben himmel, hvor det ikke skorter på godbidder og kærlig opmærksomhed fra besætningen.
Chefen og Garmin drøfter dagens program. Foto: VÆDDEREN
Først på natten ankrer VÆDDEREN op ud for Ella Ø. Nu er det blot at vente på dagslys. Tirsdag morgen kl. 08.30 sættes gummibåden med SIRIUS-folkene og Garmin. I løbet af natten har VÆDDEREN med infrarødt observationsudstyr muligvis set den formodede gerningsmand til hærværket på hytten vandre rundt i området med to unger. Isbjørnen holder sig dog væk i dagslyset, og VÆDDEREN sender yderlige fire mand i land til at udbedre skaderne.
Oprydning efter isbjørnen
Tømreren og maskinmanden får de spændende opgaver med at reparere klædningen og dække de knuste ruder af med plexiglas, mens næstkommanderende og officersmessegasten må nøjes med at feje op efter isbjørnens fest.
I løbet af eftermiddagen benytter en stor del af besætningen sig af muligheden for at få fast grund under fødderne og se det helt særlige sted. Lige inden det bliver mørkt, er arbejdet færdigt. Hytten er klar til at modstå isbjørnens fremtidige forsøg på indbrud, og værktøjet bliver pakket sammen.
Tilbage på VÆDDEREN er det tid til at få varmen igen og se frem mod kabyssens aftenmenu. Efter en velfortjent nattesøvn tager VÆDDEREN afsked med Brian, Stian og Garmin, som onsdag morgen flyves tilbage til Daneborg med skibets helikopter.
Farvel og god vind til SIRIUS. Foto: VÆDDEREN
VÆDDEREN takker for godt og hyggeligt selskab og ønsker de tre ”nordboer” fortsat god vind. En god oplevelse rigere fortsætter VÆDDEREN nu patruljeringen af Grønlands østkyst.
VÆDDEREN/3. besætning sender de varmeste hilsner til familie og pårørende derhjemme.