[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Besætningen på ESBERN SNARE fik medalje for deres indsats i Operation Ocean Shield.


Besætningsmedlemmer på ESBERN SNARE, som ikke tidligere var dekoreret for internationale udsendelser, modtog Forsvarets Medalje for International Tjeneste same NATO ’Non-Article 5 Africa’-medaljen, for indsatsen i Operation OCEAN SHIELD. Overrækkelsesceremonien blev foretaget af Flotilleadmiral Torben Mikkelsen, der for tiden er indsat som styrkechef i den igangværende operation i Syrien.

Medaljemodtagerne var med, da ESBERN SNARE var indsat i NATO anti-piraterioperation OCEAN SHIELD fra oktober til december 2013. I perioden patruljerede skibet di en internationale transit-korridor i Adenbugten, farvandet omkring Afrikas Horn og langs den somaliske østkyst.

Natten til den 10. november lokaliserede skibet en piratgruppe, der i dagene forinden sandsynligvis havde forsøgt at kapre to handelsskibe. Blandt andet det danskflagede TORM KANSAS. De ni formodede somaliske pirater blev tilbageholdt og efterfølgende overdraget til Seychellerne, hvor de nu afventer en retssag.

Under ESBERN SNAREs deltagelse i OCEAN SHIELD fik besætningen gennemført tiltag i kapacitetsopbygning sammen med lokale somaliske ledere og trænede boardinghold fra både Kenya, Tanzania og Uganda. Blandt andet blev der gennemført afsøgninger af handelsskibe for kontrol af besætning og skibspapirer samt for at eftersøge våben, pirater og smugling.

 ESBERN SNARE er i øjeblikket indsat i operation RECSYR ved Syrien. Derfor var det styrkechefen for RECSYR, flotilleadmiral Torben Mikkelsen, der overrakte medaljerne til besætningsmedlemmerne.