[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Flotilleadmiral Torben Mikkelsen, der er chef for den dansk-norsk-engelske flådestyrke mødtes med sin kinesiske kollega om bord på den kinesisk fregat Yancheng. Begge flådestyrker er indsat i operationen, der skal fragte kemiske stoffer ud af Syrien. Foto: 92132BU DUI ZHENG ZHI BU.

Flotilleadmiral Torben Mikkelsen, som er chef for den dansk-norsk-engelske flådestyrke, der er indsat i operationen ved Syrien, mødtes med sin kinesiske kollega og chefen for den kinesiske fregat Yancheng. Desuden deltog den norske næstkommanderende og stabschefen for den dansk-norsk-engelske flådestyrke.

Fortsat udvikling af samarbejdet
Formålet med mødet var dels at få en overordnet principiel drøftelse af operationen, dels at takke for samarbejdet med kineserne.

Denne type af møder er værdifulde, fordi de kan danne grundlaget for en fortsat udvikling af samarbejdet med kinesiske flådestyrker. Et samarbejde som kan bruges konstruktivt også i andre operationer. Blandt andet har kinesiske styrker opereret i antipirateri-operationer i og omkring Aden Bugten i mange år, parallelt med danske krigsskibe. Et forøget samarbejde kan medvirke til at effektivisere løsningen af denne opgave.


Under besøget på den kinesiske fregat blev gæsterne vist rundt på skibet. Foto: 92132BU DUI ZHENG ZHI BU

Koordineret indsats mellem flådestyrker
Den kinesiske fregat er en del af en kinesisk-russisk flådestyrke, der også omfatter den russiske krydser Peter den Store. Denne flådestyrke er også indsat i den maritime del af operationen, der har til formål at fjerne kemiske stoffer fra Syrien.

De to flådestyrker koordinerer indsatsen for at opnå den bedst mulige sikkerhed, når transportskibene i operationen anløber den syriske havneby Latakia for at hente de kemiske stoffer.

Koordinationen mellem de to styrker foregår mellem den danske styrkechef, der befinder sig på støtteskibet ESBERN SNARE, og den russiske styrkechef, som befinder sig på den russiske krydser.

I den indledende fase af operationen tilbage i januar var der desuden fælles koordinationsmøder. Endvidere har der været en løbende dialog mellem de to flådestyrker i forbindelse med samtidige havneophold i operationsområdet. Kommandostaben på ESBERN SNARE udvekslede desuden erfaringer med kineserne under et havneophold i Limassol midt i februar.