[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Teknikofficeren fastlægger sine prioriteter i havaribekæmpelsen

Hvordan holder besætningen fregatten kampdygtig, når alt bliver kaos under ildkamp, når skibet springer læk efter et missilangreb, våbensystemerne sætter ud, der er hårdt sårede besætningsmedlemmer, og kampen fortsætter?

Det tyske kamp- og havarikursus var en intensiv træning og uddannelse for besætningen i at holde fregatten operationsdygtig, mens skibet er i kamp. I tre dage blev besætningen udsat for hårdt pres af de omkring 40 tyske instruktører, der gik om bord om morgenen, og som først blev sat i land, når det sidste missil var skudt ned, og det sidste havari efter en af de uundgåelige fuldtræffere var udbedret.

Chefen for PETER WILLEMOES, kommandørkaptajn Kristian Haumann, siger om udbyttet af kurset:

- Vi er en besætning på et nyt krigsskib med nye og meget avancerede våben- og sensorsystemer. Det kræver uddannelse at lære at udnytte skibets kapacitet fuldt ud under kamp. Kurset i Neustadt har været et vigtigt og udbytterigt skridt på vejen mod, at vi kan indsættes i NATOs reaktionsstyrke. Og jeg kan konstatere, at besætningen som helhed og hvert enkelt besætningsmedlem efter kurset er blevet endnu en tand bedre til at løse deres opgaver om bord.


Våben- og elektronikcentralen, hvor der holdes styr på fregattens våben og sensorer

Klar i 2016 
For besætningen på fregatten PETER WILLEMOES var kurset en vigtig del af forberedelserne til, at skibet i 2016 kan indsættes i NATOs reaktionsstyrke. I det kommende år vil skib og besætning blive udfordret under en lang række øvelser, inden træningen afsluttes ved den engelske flådes kamp- og havarikursus Flag Officer Sea Training i foråret 2015.