[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]


Søværnets tre nye fregatter skal forberedes til at indgå i NATOs reaktionsstyrke.


Målet for Søværnets tre nye fregatter er, at de om nogle år er klar til at indgå i NATOs Reaktionsstyrke. Det kræver en længerevarende og omfattende træning af besætningerne samt afprøvning af skibenes avancerede våben-, radar- og sensorsystemer.

Som et led i denne operative klargøring af fregatterne deltager PETER WILLEMOES og NIELS JUEL i disse dage i den store tysk-finsk ledede øvelse ”Northern Coasts” i den nordlige del af Østersøen og i Den Botniske Bugt. I øvelsen, der tæller cirka 40 krigsskibe, har fregatterne hver især en ledende rolle i henholdsvis overflade- og luftkrigsførelse. Chef for PETER WILLEMOES, kommandørkaptajn Kristian Haumann siger om fregatternes deltagelse i øvelsen:

- Jeg er stolt over, at vi kan repræsentere Danmark med to af Søværnets fregatter i denne øvelse, og oven i købet med begge fregatter i ledende roller. For PETER WILLEMOES’ vedkommende er våben- samt sensor- og radarsystemerne fuldt installeret. Derfor bruger vi også øvelsen som en vigtig træning for besætningen i at bruge systemerne i et operativt scenarie.

Også skibschefen for NIELS JUEL, kommandørkaptajn Lars Holbæk er tilfreds:

- Søværnet fik overdraget NIELS JUEL for kun et par uger siden, så jeg er særligt glad for, at min besætning allerede har kunnet tage skibet i brug under denne øvelse. Derudover er det en fantastisk god fornemmelse at kunne deltage med topmoderne kampenheder i samarbejde med vores kolleger fra de nordiske lande og Tyskland.

Fregatterne PETER WILLEMOES og NIELS JUEL tanker olie fra det tyske tankskib SPESSART under øvelsen.