[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Siden ESBERN SNARE afsejlede Frederikshavn i september sidste år, har skibet tilbagelagt 78.000 sømil. Det har slidt på skibets motorer, og da ESBERN SNARE fortsat er udsendt, måtte det nødvendige hovedeftersyn af motorerne foregå i operationsområdet.

I forbindelse med eftersynet blev blandt andet størstedelen af de to dieselmotorers 40 power units udskiftet. Hver af de 750 kilo tunge power units er en sammenbygget enhed, der indeholder forskellige motordele. Disse skulle løftes op af motorerne og erstattes af nye, der var sendt den lange vej til Abu Dhabi.

Hovedeftersynet var et af de mest omfattende af de eftersyn, som Søværnets to støtteskibe ESBERN SNARE og ABSALON med mellemrum skal gennemgå. Skibets maskinfolk og dæksfolk arbejdede i døgndrift på to-holdsskift sammen med de mange andre involverede, der talte personel fra Forsvarets reservedelsdepoter i Danmark, teknikere fra Søværnets Operative Logistiske Støttecentre i både Korsør og Frederikshavn, det udsendte maritime støtteelement og flere leverandører. Ved fælles indsats blev det omfattende maskineftersyn afsluttet på mindre end seks dage.

Mens hovedeftersynet stod på sørgede kabyssen dagligt for alle tre måltider og natmad til alle på skibet. Også den øvrige besætning var i fuld gang med vagter og med at sørge for genforsyning af friskvarer til skibets kommende uger på havet. Det blev et travlt og meget anderledes havneophold.


Forventes hjem kort før jul
I starten af oktober sidste år indtrådte ESBERN SNARE i NATOs antipirateri operation Ocean Shield i Det Indiske Ocean. Under udsendelsen blev ESBERN SNARE siden omdirigeret til Middelhavet som kommando- og eskorteskib under operation RECSYR, operationen, der skulle transportere kemiske stoffer ud af Syrien. Siden juni i år har ESBERN SNARE igen været indsat i Operation Ocean Shield, og skibet returnerer efter planen til Danmark kort før jul.