[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Kommandooverdragelsen blev markeret med en parade på alle tre officersskoler, mandag den 6. januar, startende ved Søværnets Officersskole (SOS) i tidsrummet 0900-1030.

Ved kommandooverdragelsen på SOS blev chefen for Søværnets Operative Kommando (SOK), kontreadmiral Frank Trojahn og chefen for Forsvarsakademiet (FAK), kontreadmiral Nils Christian Wang, modtaget med skansevagt.

Begge admiraler talte til SOS stab og elever i skolens aula.

CH SOK lagde i sin tale blandt andet vægt på at overdragelsen indeholder såvel historiske momenter, men også at kommandoskiftet har en række "følelsesmæssige" områder. På elegant vis nævnte admiralen først en række historiske fakta, herunder det faktum at SOS er verdens ældste af sin slags.
 
Herpå omtalte han, at de danske søofficerer i høj grad er medvirkende til at søværnet nærer stor agtelse blandt sine samarbejdspartnere i NATO. CH SOK udtrykte derefter forståelse for, at det er en stor og betydningsfuld omstilling som skolerne er godt i gang med, men også at han føler sig aldeles overbevist om at der nok skal komme et godt produkt ud af sammenlægningen.

CH SOK afsluttede sin tale med at overrække CH FAK en Kadetdolk, som symbol på overdragelsen af skolen til FAK.

CH FAK gik herefter på talerstolen og udtrykte sin store glæde over at den organisatoriske samling af de tre værns officersskoler, nu er blevet et faktum. Admiralen sagde blandt andet, at det er det helt rette (skole)miljø som de fire skoler nu er samlet under, og det er hans klare forventning at FAK direkte og meget professionelt kan bidrage med råd og assistance på en lang række områder, overfor de tre officersskoler. Et stort arbejde med at få de nye officersuddannelser til at falde helt på plads, venter forude.
 

 
 Parade ifm. kommandoskift
Admiralen vendte blikket mod det internationale samarbejde med vore allierede, og meddelte – i overensstemmelse med CH SOK indlæg - at indtrykket er, at Danmark, sin lidenhed til trods, i høj grad er med i superligaen blandt samarbejdspartnerne, grundet landets engagement og deltagelse i verdens brændpunkter.

Chefen for Søværnets Officersskole, kommandørkaptajn Gustav Lang, udtrykker at "vi har allerede et godt og velfungerende samarbejde imellem de tre officersskoler og Forsvarsakademiet, og det er en glæde, at dette samarbejde nu bliver mere formelt i en klar og entydig skoleorganisation. På den måde kan vi, i disse økonomisk betrængte tider, fastholde fokus på at uddanne de bedste officerer til de respektive værn indenfor de givne politiske og ressourcemæssige rammer".

Læs mere om samlingen af officersskolerne på Forsvarsakademiets hjemmeside