[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Den vellykkede operation med at transportere kemiske stoffer ud af Syrien blev gennemført af en flådestyrke af krigsskibe, civile handelsskibe og specialister fra flere nationer.
Operation RECSYR, der havde til formål at transportere kemiske stoffer ud af Syrien, er nu næsten afsluttet, der udestår blot at losse den resterende del af lasten og destruere kemikalierne. Derfor er den danske fregat PETER WILLEMOES på vej hjem efter at have været indsat som flagskib og eskorteskib under den sidste del af operationen.

Flådestyrken var under øverste kommando af chef for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Frank Trojahn, mens styrken i operationsområdet var under kommando af en dansk ledet stab.
Operationen blev gennemført i et komplekst samarbejde mellem en international kommandostab, krigsskibe, civile transportskibe og militære og civile specialister fra flere myndigheder, nationer og internationale organisationer. Og på trods af flere af landenes forskellige holdninger til, hvordan operationen skulle gennemføres, og på tværs af nationaliteter og fagområder, holdt alle fokus på målet for operationen: At hente de kemiske stoffer sikkert ud af Syrien.

Frank Trojahn siger om den vellykkede operation:

 - Der har været et helt enestående samarbejde under hele operationen. Militære og civile skibe og specialister fra flere nationer har skullet få operationen til at lykkes på tværs af nationalitet, fagligt speciale og på tværs af militære og civile deltagere. Det gælder både samarbejdet i den dansk-norsk-britiske flådestyrke indbyrdes, samarbejdet mellem flådestyrken og de russisk-kinesiske enheder og samarbejdet med det internationale samfund. Dertil kommer samarbejdet med de syriske myndigheder. Alle fortjener stor ros for den professionelle måde, de har løst opgaven på. Den viser, at hvor der er vilje, er der en vej. Det har virkelig været en operation, der gav mening, og som ikke har været uden risiko. Lasten af kemiske stoffer på transportskibene, ville i de forkerte hænder have kunnet slå mange mennesker ihjel.

Fregatten PETER WILLEMOES anløber Flådestation Korsør fredag den 11. juni klokken 10.00. Pressen er velkommen.

Kontaktperson ved pressebesøg: Claus Lundholm Andersen, 2. Eskadre. Telefon: 58 30 51 02


Fakta om operation RECSYR

Skibe
Danske
• Støtteskibet ESBERN SNARE – 17. maj afløst af fregatten PETER WILLEMOES (flagskibe)
• Transportskibet ARK FUTURA

Norske
• Fregatten HELGE INGSTAD – 30. april afløst af kystvagtskibet ANDENES
• Transportskibet TAIKO

Storbritannien
• Fregatten MONTROSE – 24. februar afløst af detroyeren DIAMOND

Øvrige skibe
• Missilkrydseren PJOTR VELIKIJ – senere afløst af destroyeren ADM KULAKOV
• Fregatten YANGCHENG – senere afløst af fregatten HUANGCHENG

Helikopter
• Maritim LYNX helikopter fra Flyvevåbnet indtil 28. marts 2014.

Stab
Medlemmer fra følgende nationer:
• Danmark
• Norge
• Sverige
• Storbritannien (i den indledende fase, før første afhentning)
• USA (i den indledende fase, før første afhentning)

Specialister
• CBRN-hold fra Hærens Ingeniør Regiment (CBRN – eksperter i håndtering af blandt andet kemiske stoffer)
• CBRN-hold fra Finland
• Personel fra SKAT, samt en mobil Container scanner,
• Specialister fra Beredskabsstyrelsen
• En hundefører med hund fra Flyvevåbnet
• Personel fra Flyvevåbnet
• Personel fra Søværnets Frømandskorps
• Personel fra Søværnets Elektronisk Krigsførelses Center
• Personel fra Hærens Elektronisk Krigsførelses Kompagni
• Personel fra Søværnets Taktiske Stab
• En læge og en sygeplejerske fra Forsvarets Sundhedstjeneste
• En orlogspræst
• Sprogofficer

Samlet antal personel indsat fra Danmark
• 160 mænd og kvinder, inklusiv besætning på ARK FUTURA ad gangen.

Anløb af Latakia, Syrien
• ARK FUTURA: 17 gange
• TAIKO: 10 gange
• (Ved seks af anløbene var begge skibe inde samtidig)

Antal afhentede containere – i alt 171

Destruktion af de kemiske stoffer
• De kemiske stoffer vil blive destrueret på det amerikanske containerskib CAPE RAY og på anlæg i USA, Storbritannien og Finland