[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Fregatten skulle udnyttes som platform, hvor en række repræsentanter fra såvel dansk som polsk industri kunne tage det nyeste danske orlogsskib i nærmere øjesyn. 


Med sig havde NIELS JUEL en EH101 helikopter fra ESK722, der blev taget ned under gang – ganske uproblematisk.

Besøget lå ikke lige til højrebenet, da de indledende undersøgelser hjemme i Danmark indikerede, at der ikke var dybt nok til, at fregatten kunne fortøje ved den planlagte honnørkajplads i byens centrum. De polske havnemyndigheder var dog ihærdige og iværksatte en komplet søopmåling over tre dage.

Målingerne viste, at det med nogle diverse justeringer og lave beholdninger ombord alligevel var muligt at lægge fregatten til kajs. For besætning var besøget en velkommen afveksling fra det seneste års testperiode – alene den 5 timer lange sejlads i den gravede kanal ind til Stettin, var en flot og naturskøn oplevelse.

Ved ankomsten fik NIELS JUEL noget af en modtagelse. Det var det største krigsskib siden 2. verdenskrig, der havde lagt til i Stettin, så ankomsten blev fejret med borgmester, orkester og den danske kongesang ved passage af lodsstationen.
 

NIELS JUEL var under hele besøget genstand for stor opmærksomhed, især under åbent skib arrangementet, der trak fulde huse. Helikopteren trak også stor opmærksomhed, sikkert fordi den var rigget til med våben, udstyr og sensorer til den kommende deployering til støtte for ISAF missionen i Afghanistan.

I løbet af dagen blev der afholdt mange udbytterige møder om bord mellem industrien, forskellige interessenter samt repræsentanter fra den danske ambassade. HKH Kronprinsen og HKH Kronprinsessen afsluttede arrangementet med en reception i skibets helikopterhangar sammen med de øvrige 250 gæster. Også det fælles NATO korpshovedkvarter i Stettin MNC North East var repræsenteret. Solen skinnede, og med åben hangarport dannede såvel skib som helikopter en flot og potent ramme for arrangementet.

Med en god oplevelse rigere stævnede NIELS JUEL ud tidligt næste morgen, hvor transitten blev udnyttet til proceduretræning imod det et fælles mål – at overgå fra installationsfase til opstilling af en kampklar fregat.