[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Frank Trojahn, overrakte i dag Søværnets Idrætspris for henholdsvis 2012 og 2013.


CH SOK overrækker prisen til de to prismodtagere. Foto: Robert Nielsen

Sergent Dennis Riegels Sørensen modtog Idrætsprisen for 2012.
- Du har gjort en kæmpe indsats i division 21. Ikke kun for den almindelige træning og motivation, men også for at få indrettet træningsfaciliteterne i divisionen. Det har skabt nogle rigtig gode forudsætninger. Det skal du have tak for, sagde Frank Trojahn, da han overrakte Idrætsprisen for 2012.

Årets Idrætspris 2013 modtog kaptajnløjtnant Michael Bruun.
- Du er en rollemodel for mange af os. Du har udarbejdet træningsvejledninger, og du har en kreativ tilgang til det at dyrke idræt om bord på skibene. Du har tilpasset programmerne til det behov, søfolkene har på skibene. Det er ualmindelig vigtigt, sagde Frank Trojahn til Michael Bruun.

Begge prismodtagere modtog et indgraveret krus, og herefter kunne hver prismodtager slå et søm i, da sølvplader med prismodtagernes navne blev banket fast på et skjold. Efter traditionen slog chefen for SOK det ene søm i og prismodtageren det andet.

Søværnets Idrætspris er blevet uddelt siden 1972 og tildeles hvert år en medarbejder, der har virket som en ildsjæl og har ydet en særlig aktiv indsats for idrætsudøvelsen i Søværnet.