[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Fredag den 3. juli blev en særlig fredag for kommandørkaptajn Nicholas Karlsen, der til daglig gør tjeneste ved NATO’s maritime hovedkvarter, Maritime Command (MARCOM). Han fik nemlig overrakt ’SACEUR Recognition Award’ for sin arbejdsindsats. Prisen uddeles af NATOs militære øverstbefalende i Europa, Supreme Allied Commander Europe (SACEUR).

I indstillingen til udmærkelsen står blandt andet:

’Kommandørkaptajn Karlsen har været fremragende gennem et særdeles krævende år. Hans vilje til at påtage sig opgaver ud over sin arbejdsfunktion og evne til konsekvent at levere resultater af højeste kvalitet har været af uvurderlig værdi for MARCOM i forløbet op mod at opnå Full Operational Capability.’

Sjælden, halvårlig hæder
Udmærkelsen uddeles hvert halve år til en medarbejder i hver af NATO’s hovedkvarterer. MARCOM uddeler således kun én medalje hvert halve år, og denne gang tilfaldt æren en af de kun tre danskere, der er udstationeret i MARCOM i Northwood, England.

- Her er 302 ansatte fra 25 nationer i staben, så vi er et lilleputland i den sammenhæng. Når det er sagt, så har Danmark en stor stjerne i MARCOM på grund af vores styrkebidrag til Operation Ocean Shield. Og med Nicholas fuldt fortjente udmærkelse har vi nu også fået en stjerne i staben. Det er godt gået, fortæller hans kollega, Søren Rugaard-Larsen, kommandørkaptajn ved MARCOM.

Det er chefen for MARCOM, viceadmiral Hudson, der har indstillet Nicholas til prisen, der blev overrakt ved en medajleparade i starten af denne måned.


Foto: CPO Cedric Artgues, Office of Public Affairs, MARCOM. Det var en glad kommandørkaptajn, der fik overrakt 'SACEUR Recognition Award' i starten af juli.