Oprindeligt publiceret af Marinestaben

Af Pernille Kroer, Marinestaben

Claus Rantzau modtog legatet ved en højtidelighed på Søværnets Officersskole. Legatet blev overrakt af formand for Den Kgl. Danske Marines Hjælpefond, kommandør Poul Grooss. I motiveringen for, at Claus Rantzau blev tildelt legatet, sagde Poul Grooss blandt andet:

- Seniorsergent Claus Rantzau har over en længere årrække ydet en bemærkelsesværdig indsats til gavn for Søværnet på kommunikationsområdet i forbindelse med både planlægning og gennemførelse af nationale og internationale øvelser og operationer. Claus Rantzau er måske den dygtigste på sit felt.

Samtidig er Claus Rantzau særdeles professionel. Han er udviklingsorienteret, værdsætter præcision og orden og er altid imødekommende og hjælpsom. Tillige holder han gode relationer til samarbejdspartnere nationalt og til internationale allierede partnere over hele verden.

Den Kgl. Danske Marines Hjælpefond blev stiftet i 1978, og fondens formål er at yde støtte til personer, der har ydet en bemærkelsesværdig indsats til gavn for Den Kongelige Danske Marine, samt yde støtte til andre velgørende formål.