[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Miljøskibet Gunnar Seidenfaden lagde skib til, da 33 kadetter prøvede kræfter med udfordringerne som søofficer.

Miljøskibet Gunnar Seidenfaden primære opgave er forureningsbekæmpelse til søs, men vi løser også andre opgaver. Søndag den 25. januar påmønstrede 33 kadetter fra Søværnets Officersskole, som skulle sejle med fra Korsør til et øvelsesområde i Isefjorden.

Combat Survival Navy er en obligatorisk øvelse for kommende søofficerer, hvor de blandt andet skal lære at bevæge sig i et fjendtligt besat område, og udfordres på manglende søvn, mad og danske vintervejr. I øvelsen er også indlagt tilfangetagelse og udspørgning.


Maskinkadetter i gang med at øve håndværksmæssige færdigheder.

Opgaven for Gunnar Seidenfaden var at sejle kadetterne fra Flådestation Korsør og til Holbæk med forsyninger til venligtsindede styrker i Nordsjælland.

Under forlægningen havde Gunnar Seidenfaden planlagt opgaver og uddannelse for kadetterne – så der blev ikke tid til meget søvn ombord. Kadetterne varetog navigationen på broen og vagt i kontrolrummet.

Hver maskinkadet fik derudover til opgave at udarbejde en jernskulptur efter en ”master”. Nogle skulpturer blev bedre end andre. Imens fik de taktiske kadetter genopfrisket at arbejde i 8-slået kvadratflettet tovværk.


Kadetterne i gang med at iklæde sig overlevelsesdragt og gør klar til at forlade det mineramte skib.

I løbet af natten skulle alle igennem et sanitetsmoment, som dog ikke skal afsløres her - deltagerne i næste års øvelse skal have noget at glæde sig til.

Traditionen i Søværnets skibe foreskriver, at der serveres ”døde fingre og krigskakao”, når der arbejdes og afholdes øvelser i løbet af natten – denne tradition blev selvfølgelig fulgt.


Kadetterne på vej mod kysten.

Jeg afslører nok ikke for meget ved at fortælle, at Gunnar Seidenfaden uheldigvis påsejlede en mine efter ankomst til Isefjorden og måtte overgå til ”Havarirulle eget skib”..

Skaderne på skibet gjorde det nødvendigt for kadetterne at overgå til Bjærgningsrulle og søge mod kysten i to redningsflåder. Ombord på Gunnar Seidenfaden kunne vi observere, at kadetterne nåede kysten ved ”first light”.

Vi sendte dem en venlig tanke – ingen tvivl om, at der lå mange udfordringer foran dem.
Jeg håber, at alle er kommet godt igennem ugen og vil se tilbage på 12 gode timer ombord Gunnar Seidenfaden.

Kadetterne viste alle stort engagement og godt humør under sejladsen.

Gunnar Seidenfaden fortsatte mandag morgen sejladsen mod Øresund, hvor der var aftalt øvelse med dykkerskibet SØLØVEN tirsdag morgen.