[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Efter at chef for fregatten Peter Willemoes, kommandørkaptajn Kristian Haumann, havde vist, hvordan skibet lægges til kaj, overtog Kronprinsen simulatorens manøvrepult.
 
Kronprinsen fik hurtigt føling med, hvordan fregatten skulle manøvreres, blandt andet under hensyntagen til skibets bevægelser i vandet, og fik lagt den næsten 140 meter lange fregat sikkert til kaj ved Langelinjekajen.


Kronprinsen på broen. (Foto: SOS)
 
Det uformelle besøg var kommet i stand efter Kronprinsens eget ønske, og ud over den simulerede havnemanøvre, demonstrerede skolens kadetter blandt andet terrestrisk navigation, hvor skibet manøvreres efter sømærker på land. Desuden orienterede leder af skibssimulatoren, orlogskaptajn Carsten Hirtsgaard, om, hvordan skolen bruger simulatoren til blandt andet undervisning af kadetterne.
 
Skibssimulatoren på Søværnets Officersskole er et vigtigt værktøj i undervisningen af skolens kadetter og efteruddannelse af søofficerer. I simulatoren kan trænes manøvrer med Søværnets forskellige skibsklasser både i åbent hav samt havnemanøvrer i en tro kopi af Københavns havn.


Under kyndig vejledning manøvrerer kronprinsen det simulerede skib sikkert til kaj. (Foto: SOS)