[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]



Af: Pernille Kroer
Fotos: Claus Olischer, Martin Nykjær


Det kræver samarbejde at rense havet for olieudslip. Derfor deltager Søværnets miljøskibe enkeltvis jævnligt i øvelser sammen med Marinehjemmeværnet og lokale myndigheder ved Danmarks kyststrækninger.

Men to gange om året holder de i alt fem havmiljøenheder en samlet øvelse. Formålet er at træne samarbejde, udveksle erfaringer og afprøve nye metoder eller udstyr til at bekæmpe olieudslip. Under årets første samarbejdsøvelse i Aarhus Bugten testede skibene blandt andet nye beslag til at hale flydespærringer ind med.

Flydespærringer bruges til at inddæmme olien, så den ikke breder sig. Flydespærringerne bruges desuden til at samle olien, så den kan pumpes op i miljøskibenes tanke eller skovles op med en grab. På billederne nedenfor ses blandt andet, hvordan miljøskibene satte flydespærringer under denne uges øvelse.

Søværnets havmiljøberedskab
Søværnets miljøskibe består af to større skibe, to mindre fartøjer og et lægtvandsfartøj. De store skibe er på 16 timers varsel, mens de to mindre fartøjer er på én times varsel. Skibene har hjemhavn på flådestationerne i Frederikshavn og Korsør.



Mulig udlicitering af havmiljøberedskabet
Der er i øjeblikket en proces i gang om eventuel udlicitering af havmiljøberedskabet. Derfor benyttede Chef for Marinestaben kontreadmiral Frank Trojahn øvelsen til at besøge besætningerne på miljøskibene. Formålet med besøget var at informere om status på processen, der forventes afsluttet ved udgangen af 2015. Frank Trojahn understregede, at målet er at sikre den bedst mulige løsning for havmiljøet.


Chef for Marinestaben kontreadmiral Frank Trojah orienterede besætningerne på Søværnets miljøenheder om den mulige udlicitering af havmiljøberedskabet.


Billeder fra  miljøskibenes samarbejdsøvelse


Miljøenhederne på vej ud fra Aarhus


Miljøfartøjet Mette Miljø sætter flydespærring.


Miljøskibet Gunnar Seidenfaden sætter flydespærring.


Miljøskibet Gunnar Seidenfaden sætter flydespærring.


Miljøskibene Gunnar Seidenfaden og Gunnar Thorson sætter 400 meter lang flydespærring.


Miljøskibet Gunnar Thorson samler olie op fra flydespærring, der trækkes af miljøfartøjerne Mette Miljø og Marie Miljø.


Olie samles op fra lægtvandsfartøjet M103.



Olie pumpes op fra flydespærring.