[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

Af premierløjtnant Jacob Jørgensen og premierløjtnant Rasmus Bæk Nielsen


Undervisningen i search and rescue (SAR) foregår i Sudans hovedstad, Khartoum, der ligger midt i det afrikanske land - langt fra havet. Foto: Hjalmer Traugott-Olsen

”Anmodning om instruktørstøtte til search and rescue kursus i Sudan”. Sådan lød titlen på en forespørgsel om støtte til maritim kapacitetsopbygning i Khartoum, Sudans hovedstad.

Det var indledningen til, at vi to navigationsofficerer fra fregatten Niels Juel i skrivende stund er i gang med anden uge som instruktører af et kursus for deltagere fra otte medlemslande af Eastern Africa Standby Forces (EASF).

Da vi modtog yderligere information omkring opgaven, studsede vi først over, at flere af deltagerlandende ikke var kyststater – vi skulle jo undervise i search and rescue (SAR) til søs!?

Hvad man måske ikke tænker over derhjemme, hvor Silkeborgsøen virker temmelig fredfyldt, er, at Afrika har flere store søer. Derfor er en velfungerende SAR organisation mindst lige så vigtig, som på havet. Som eksempel er Lake Victoria cirka tre gange større end Kattegat, og der omkommer cirka 5.000 mennesker på søen om året.

Dhur-bøn og weekend fra torsdag klokken 12

Snart befandt vi os i Khartoum fire dage før kursets start for at akklimatisere, planlægge med de andre instruktører fra Norge, Sverige og Finland og tilpasse skemaet til de lokale forhold. Som følge af varmen, aircondition og en lidt anderledes tilgang til hygiejne omkring fødevarer, har de fleste instruktører haft tidsrum, hvor ”alle frem fuld” ikke var en option.

Planlægningsfasen bestod blandt andet i at tilpasse skemaet til de lokale tidspunkter for bønner og den sudanesiske uge, der har søndag som første dag i ugen, og fredag-lørdag som fridage.

Udover de nordiske instruktører er Marinestabens Maritime Sikkerhedssamarbejdselement med som teamledelse og koordinatorer – og de er fuldt beskæftiget med få gennemførelsen af kurset til at glide, så vi instruktører kan fokusere på undervisningen.

Politieskorte og åbningsceremoni

Kursets første dag startede med samlet transport fra hotellet, hvor instruktører og deltagere var indlogeret, til Sudans High Military Academy. Det skulle vise sig, at blive en daglig tur frem og tilbage på syv og et halvt minut. Trafikforholdende har ikke den store betydning for turens varighed, da vores dygtige motorcykelbetjent stopper alt trafik på vores vej.


Instruktørholdet bliver eskorteret fra deres hotel til undervisningslokalerne af det lokale politi. Foto: Hjalmer Traugott-Olsen

Når vi er gået rundt i byen på egen hånd, er det ikke vores indtryk, at der er en sikkerhedsrisiko mod os, og vi har da også fået at vide at kriminaliteten er meget lav. Eskortekørslen skal nok ses, sammen med åbningsceremoni, velkomsttaler og de kulturelle arrangementer, som en generel VIP-behandling, som symbol på deres værdsættelse af vores hjælp hernede.

Undervisning i SAR
Efter kursusdeltagernes præsentationer af dem selv og deres SAR-organisation stod det helt klart, at deres motivation for kurset var på plads, og de var meget bevidste om deres respektive mangler i ressourcer og procedurer. Procedurer og færdigheder er netop det, vi nu giver dem i form af International Aeronautical and Maritime Search and Rescue manual (IAMSAR).

Det stod også klart, at vores plan om at starte meget grundlæggende var nødvendig, idet der var flere fra hæren og marine regiments, der ikke havde erfaring med grundlæggende navigation. Andre havde en stor sprogbarriere, fordi undervisningen foregår på engelsk.

Nu, hvor vi er godt inde i kurset, er der sket store fremskridt, og vi er i gang med egentlig SAR-beregning. Dannelsen af samarbejdsgrupper i klasselokalet har forbedret det samlede niveau enormt. De individuelle sprog-, matematik- og navigationskompetencer deles op i gruppen og gør, at vi gør meget større fremskridt end ved traditionel klasseundervisning. Eksempelvis oversætter en kenyansk deltager på eget initiativ vores engelske undervisning for en deltager fra Djibouti til somalisk.


Grupperne er sat sammen, så afrikanere med individuelle kompetencer hjælper hinanden på tværs af lande og sprog. Foto: Hjalmer Traugott-Olsen

Strategisk udflugt

Nationernes samarbejde er essentielt inden for SAR, men også i alle andre sammenhænge, og derfor er det ikke kun en vigtig del af klasseundervisningen.

I weekenden har vi været på udflugter til lokale markeder, kulturelle og historiske steder, været på sejltur på den Blå Nil og spist sammen i hyggelige rammer. På denne måde bidrager kurset til, at mange bånd knyttes på tværs af landene, hvilket, sammen med de mange andre kurser, der køres af EASF, bidrager til et generelt øget samarbejde landene imellem.

Kursisternes mangfoldighed i rang og ansvarsområde - fra sergent til brigadegeneral – gør, at udbyttet af kurset rammer meget forskelligt. SAR er en disciplin, der, udtrykt i militære termer, udføres på taktisk niveau og planlægges på operativt niveau. I kraft af nogle deltageres stillinger og i kraft af de andre viderebyggende kurser, EASF afholder, så favner dette kursus’ udbytte helt til strategisk og politisk niveau.