[Oprindeligt publiceret af Marinestaben]

En halv time før midnat den 5. januar blev Thetis alarmeret af Arktisk Kommando Færøerne. Det russiske fiskeskib North Ocean var i nød.

- Brand i maskinrummet i rum sø er en yderst alvorlig situation for et skib. Det sætter dets fremdrivningsmaskineri ud af kraft - og dermed lader det skibet drive rundt, overladt til bølgernes og naturens kræfter, siger taktikofficer på Inspektionsskibet Thetis, Bjørn Collin Rasmussen

Branden havde ydermere sat elektriciteten på fiskeskibet ud, og derfor drev skibet rundt i mørke 130 sømil fra Inspektionsskibet Thetis. Et nærliggende russisk fiskeskib forsøgte i løbet af morgentimerne at slæbe North Ocean mod land, men slæbetrossen bristede.



To til undsætning
Klokken 9.14 ankommer Thetis sammen med det færøske vagtskib Brimil til havaristen, og sammen får de reddet den 32-mand store besætning.

- Da vi ankommer til det nødstedte fiskeskib, har besætningen iført sig redningsdragter og –veste, og de står klar til at blive evakueret på dækket, fortæller Bjørn Collin Rasmussen.

Det aftales, at Thetis skal evakuere 12 personer og bringe disse i land på Færøerne, og at Brimil evakuerer 6 personer. Resten af besætningen bliver om bord for at håndtere endnu et forsøg på at slæbe North Ocean tilbage i land – denne gang med Brimil som slæbende skib.

Om bord på Thetis fik en af de evakuerede indledende behandling for en skulderskade. Resten af den evakuerede besætning var uskadte. Thetis ankom til Kollafjørdur på Færøerne kl. 18.45.