Korvetten F355 Olfert Fischer under anløb af Muscat Havn i maj 1991.

Korvetten F355 Olfert Fischer under anløb af Muscat Havn i maj 1991. Foto: Forsvarsgalleriet.

I august 1990 befalede den irakiske diktator Saddam Hussein sine militære styrker at invadere den lille, olierige stat Kuwait med henblik på at annektere den. Det udløste en kraftig international reaktion. USA sendte militære styrker til Saudi-Arabien. Krisen blev taget op i FN’s Sikkerhedsråd, hvor der var enighed om at gribe ind over for Iraks brud på FN-pagten. FN udstedte et ultimatum, som forlangte, at Irak rømmede Kuwait senest den 15. januar 1991. Samtidig godkendte FN, at der skulle opstilles en international styrke, der kunne fordrive de irakiske styrker fra Kuwait, og en omfattende embargo mod Irak blev vedtaget.

 

Danmark bidrager med korvet

Folketinget vedtog den 31. august 1990 at udsende korvetten Olfert Fischer til den multinationale flådestyrke, som skulle deltage i FN-embargoen og sikre mod våbentransporter til Irak og Kuwait.

 

Korvetten Olfert Fischer afsejlede den 12. september 1990 med 102 besætningsmedlemmer om bord for at deltage i FN-blokaden af Irak. FN indledte en omfattende blokade under navnet Operation Desert Shield. Korvettens opgave var i den forbindelse at holde øje med flytrafikken i området samt at patruljere i Den Persiske Golf. Under patruljerne skulle korvetten anråbe den civile skibstrafik for at konstatere, om handelsskibene sejlede med varer til Irak.

 

Et humanitært bidrag fra Forsvaret

Irak ignorerede FN’s ultimatum, og den multinationale, amerikanskledede koalition indledte derfor en militær operation for at befri Kuwait fra de irakiske styrker. Flere hundredetusinde soldater var opmarcheret på hver sin side langs grænserne mellem Kuwait og Saudi-Arabien samt Irak og Saudi-Arabien.

 

Da der potentielt kunne komme store tab i forbindelse med operationen, vedtog Folketinget den 17. januar 1991 at bidrage med et sundhedsfagligt militært bidrag, som bestod af:

 

  • Et militært læge- og sanitetshold på 30-40 personer.
  • Bemanding af det amerikanske militære beredskabshospital i Holstebro med dansk personel.
  • Udrustning og bemanding af et dansk ambulancefly.

Desuden fortsatte korvetten Olfert Fischer med at løse opgaver i området.

 

Den danske indsats under Desert Storm

Efter at den amerikanskledede koalition indledte luftbombardementer af Irak, skiftede korvettens opgave karakter. Operationen hed nu ikke længere Desert Shield, men blev omdøbt til Desert Storm. Denne operation havde til formål at smide de irakiske styrker ud af Kuwait ved brug af militær magt.

 

Under Operation Desert Storm skulle korvetten stadig holde øje med flytrafikken samt patruljere i området, men derudover fik korvetten yderligere til opgave at eskortere skibe, der sejlede forsyninger frem til de kæmpende styrker. Korvetten returnerede til Danmark i september 1991. Fem gange skiftede Olfert Fischer besætning under operationen.

 

Det militære sundhedsfaglige bidrag kom også i gang med sine aktiviteter. Tre kirurghold kom til krigsskuepladsen i begyndelsen af februar. Danskerne var indsat som en del af 33. United Kingdom Field Hospital og blev omtalt som ”Golfholdet”. Det vendte hjem til Danmark i slutningen af marts 1991 efter at have udført mere end 800 operative indgreb på det britiske felthospital i Saudi-Arabien.

 

 

Holstebro Militærhospital, der havde 200 senge og kunne foretage 30-40 operationer i døgnet, meldte klar til at modtage sårede den 9. februar 1991. Samme dag var der også et ambulancefly klar til at transportere sårede fra krigsområdet til Danmark. Eskadrille 590 havde chartret et fly af typen Boeing 737-200 fra Mærsk Air til opgaven. Flyet blev hvidmalet med Røde Kors-afmærkning og indrettet til transport af 40 bårer samt med medicinsk udstyr svarende til intensiv behandling af patienter.

 

Operation Desert Storms offensiv til lands endte efter få dage (24.-28. februar 1991) i et totalt nederlag til de irakiske styrker, og den multinationale koalition led meget få tab. Derfor kom militærhospitalet i Holstebro og ambulanceflyet ikke til at modtage sårede. Militærhospitalet blev nedlagt igen den 15. marts og overdraget til Jydske Dragonregiment den 22. marts.

  • Områder

    Irak
  • Ramme

    Koalition
  • Tidsinterval

    1990 - 1991
  • Aktuel

    Nej