Industridag 2025

Foto: Deltagere på ETK Industridag 2025.

Under overskriften ”samarbejde om fremtidens kaserner og Forsvarets ejendomme” fik den første ETK Industridag en succesfuld premiere.

 

Flyvestation Aalborg dannede rammen om ETK Industridag 2025, hvor private virksomheder og repræsentanter fra Etablissement- og Terrænkommandoen satte fokus på, hvordan samarbejde mellem industrien og Forsvaret kan styrke fremtidens kasernedrift.

 

Programmet bød blandt andet på oplæg og workshops, hvor deltagerne delte erfaringer og diskuterede nye samarbejdsmodeller og muligheder for inddragelse, mens flere virksomheder også præsenterede deres løsninger på messestande:

 

- Vi kan se, hvor meget potentiale der ligger i at mødes åbent med industrien og drøfte de mange forskelligartede behov og udfordringer, som Forsvaret står over for i den hastige opbygning af kampkraft. Den første ETK Industridag viser, at vi kan skabe bedre løsninger, når vi deler viden og samarbejder fra begyndelsen, siger fungerende chef for Etablissement- og terrænkommandoen, Henrik Sørensen.

 

ETK Industridag 2025 blev arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Industri (DI) og ETK. Ønsket for dagen var at skabe bedre fundamenter for komplekse opgaveløsninger til gavn for både Forsvaret og private leverandører.