Skurby på Christiansø

Foto: Skurby bliver leveret på Christiansø.

Det viste sig at være en spændende udfordring at opstille en skurby midt på en lille klippeø i Østersøen. Levering og placering af modulerne til skurbyen fandt sted i dagene 2.-3. september, hvor vejret var ideelt. På grund af øens særlige infrastruktur og fredning, blev modulerne først sejlet på en pram fra Tejn til Christiansø. Dernæst blev de løftet på plads inde på øen ved hjælp af en helikopter. Forud var gået minutiøs planlægning af hele processen, som var ekstremt følsom overfor vind, både i forhold til at sejle med pram mellem Bornholm og Christiansø og den endelige transport med helikopter.

 

Næsten alle øens beboere var af huse under den spændende helikoptertransport, som kun tog 1 time og 25 minutter fra start til slut. Så var alle moduler placeret på det, der historisk var en eksercerplads på midten af øen, da I dag bruges pladsen som boldbane, og placeringen af skurbyen tager hensyn til, at der fortsat er plads til en gang boldspil på området. Nu skal der tilsluttes el, vand, varme og kloak, før den ny lille ”bydel” på Christiansø er klar til at modtage håndværkerne.

 

Flere projekter er på vej

Den igangværende renovering af havnen på Christiansø forventes afsluttet i 2026. Projektet ledes af Etablissement- og Terrænkommandoens Kompetencecenter for fredede bygninger og anlæg i Kastellet. I de kommende år skal der bl.a. etableres nyt energianlæg og rensningsanlæg på Christiansø. Derfor bliver skurbyen med stor sandsynlighed først fjernet igen, når de planlagte projekter er afsluttede.

 

Skurby på Christiansø