Kajanlægget udbygges til NATO standard.

Foto: Kajanlægget udbygges til NATO standard.

Flådestationen er hjemhavn for flere af Søværnets største skibe og gæstes også af større skibe fra øvrige NATO-lande. Det kræver flere kajmeter og en større vanddybde i havnebassinerne. Samtidig vil flådestationen etablere egen højvandssikring, som sammenkobles med byens generelle sikring. 

 

Stigende krav til havnefaciliteter

NATO-landenes krav og forventninger til blandt andet havnefaciliteter er stigende. Derfor udbygges kajanlægget til NATO-standard.

 

Udbygningen skal blandt andet understøtte Danmarks rolle i Host Nation Support – også kaldet værtsnationsstøtte – som er den militære støtte, Danmark yder til udenlandske styrker, når de opholder sig i landet eller deltager i øvelser.

 

Skærpede miljøkrav

Udviklingen inden for drift, vedligehold, kranstøtte og miljøstyring af flådens større og nye enheder stiller også nye krav til faciliteterne.

 

De skærpede miljøkrav betyder ændringer i håndtering af affald og spildevand. Samtidig er der behov for at udbygge de tekniske installationer i kajanlæggene, herunder landstrøm, rørledninger til fx brændstof, kloakeringer og afløb.

 

Det indeholder projektet

  • 1600 m ny spunsvæg inkl. kajudstyr
  • Etablering af ca. 11000 m2 nyt kajareal mod nord
  • Etablering af ca. 5000 m2 nyt kajareal på Ny Vestkaj
  • Uddybning af 130.000 m2 havnebassin til ønsket vanddybde
  • Etablering af 24.000 m2 ny belægning rundt langs kajen. Dimensioneret til tunge køretøjer
  • Nye kloakrør på kajerne: Ny Vestkaj, Vestkaj, Slæbested, Midterkaj, Sydkaj, Østkaj og Nordvestkaj
  • Montering af nødstiger pr. 30 meter
  • Ny havnebelysning
  • 1000 meter ny ingeniørgang til tekniske installationer, samt renovering af eksisterende gange
  • Renovering af helikopterlandingsplads
  • Nedrivning af bølgebrydere i vesthavnen.
  • Etablering af otte nye landstrømsanlæg

 

Baggrund for projektet

Kajfaciliteterne ved Flådestation Korsør blev opført i 1958-1962 og har ikke gennemført større renoveringer eller udbygninger siden. De oprindelige kajanlæg med installationer blev finansieret af NATO, og den forventede levetid blev ved opførelsen vurderet til 50 år. Derfor er en renovering og opgradering til nutidige standarder nødvendig.

 

Opgraderingen gennemføres på baggrund af Forsvarsforlig 2018-2023. Det er det største bygge- og anlægsprojekt i en række projekter på Flådestation Korsør.

 

Sidst opdateret 8. april, 2026 - Kl. 12.59