Præsentation af Air Defence Wing på Flyvestation Skalstrup af forsvarschefen og forsvarsministeren.

Præsentation af Air Defence Wing i marts 2025. Foto: Anders V. Fridberg / Forsvaret

Den 26. marts åbnede forsvarschefen sammen med forsvarsministeren Air Defence Wing på Flyvestation Skalstrup ved Roskilde.

 

Air Defence Wing skal være hovedkvarteret for Danmarks jordbaserede luftforsvar. 

 

”Den sikkerhedspolitiske situation betyder, at der er behov for at accelerere opbygningen af Forsvarets kampkraft. Etablering af jordbaseret luftforsvar i Danmark er et absolut prioriteret, operativt behov,” sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

 

Forsvarsministeren og partierne bag forsvarsforliget blev i marts 2025 enige om en tosporet proces i forhold til at anskaffe jordbaseret luftforsvar, hvor Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) dels afsøger markedet for en interim løsning, der kan leveres allerede i år eller til næste år, samtidig med at FMI arbejder videre med en mere permanent løsning. 

 

Air Defence Wing oprettes under Flyverkommandoen, der vil stå for den videre planlægning, tilrettelæggelse og implementering. 

Sidst opdateret 26. marts, 2025 - Kl. 12.53