[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]




Solen skinnede fra en skyfri himmel over Gardehusarkasernen i Slagelse,
da 32 Gardehusarer fra POMLT ISAF 15 tirsdag morgen var samlet til kransenedlæggelse. Husarerne, der til dagligt er tjenestegørende ved Opklaringsbataljonen på Bornholm, er i begyndelsen af august vendt hjem fra Afghanistan, hvor de i seks måneder har løst deres opgave meget tilfredsstillende. Regimentschef, Oberst Tommy Paulsen roste Husarerne for deres indsats og understregede vigtigheden af at mindes den historiske alvor af Danmarks internationale engagement, tydeliggjort i de 15 navne der står skrevet på regimentets mindesten.



Herefter lagde regimentschefen sammen med delingsfører Shan Højgaard en krans ved stenen til minde om vore faldne. En behørig afslutning og markering af en vel overstået mission for POMLT ISAF 15.