Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Moderne fem-kamp på Gardehusarkasernen 5. oktober 2014
Tekst og foto: PL S. Kreiner
Weekenden plejer der at være stille på Gardehusarkasernen, men denne weekend emmer kasernen af liv. Hjemmeværnet gennemfører deres store bevogtningsøvelse og det civile arrangement Extrem Mandehørm gennemfører deres mudderløb.
Alt i mens, er forberedelserne til det største DM i moderne femkamp nogensinde i fuld gang. De 17 5-kæmpere er allerede i gang lørdag med lodtrækning af heste og gennemgang af springbanen.
Søndag kl. 08.00 går det løs, og man mærker en let sitren i luften omkring Hesteskadronen, mens husarerne skridter hestene varme, og rytterne skriver sig ind. Første rytter rider ind på banen, der skal vise sig at være udfordrende for selv de mest garvede ryttere.
Kun Line Grubak, Benjamin Jørgensen og Troels Antvorskov mestre banen og ridder fejlfrit, dog er syv ryttere tæt bagefter med kun en enkelt fejl hver.
SG Steensgaard
Troels Antvorskov
Line Grubak
Efter ridningen går turen videre til gymnastiksalen, hvor fægtepistene venter, og her udvides feltet til 31 mænd og kvinder i alle aldre, da 4-kæmperne nu også slutter sig til stævnet.
Der fægtes ’alle-mod-alle’, hvor hver duel er knald eller fald, altså ét touche. For nogle af fægterne er det første gang, at de holder en kåre i hånden, og det er med nogen nervøsitet, at de træder ind på pisten. Men da der kun fægtes om et point, så finder de fleste modet frem og får vundet indtil flere af deres kampe. De urutinerede blev hastig bedre. Den civile 5-kæmperTroels Antvorskov bliver bedste fægter med 25 af 30 kampe vundet, dog skarpt forfulgt med 23 sejre af tre fægtere, heriblandt feltets ældste deltager Oberstløjtnant L. O. Nielsen, chefen for V/GHR.
OL L. O. Nielsen
Pernille Svarre
Line Grubak
Over middag går kampen videre i svømmehallen. For 5-kæmperne er dysten 200 meter fri svømning, mens 4-kæmperne svømmer 100 meter fri, mens de yngste slipper med 50 meter fri. Blandt herrerne var det igen Troels Antvorskov, der bliver bedst placeret, mens det blandt kvinderne er tidligere OL-deltager og ex-verdensmester Pernille Svarre, der viser at med alderen kommer rutinen også. I 4-kampen var det Kaptajn K. Wøbbe og OKS-1 L. Villa, begge fra GHR, der viste sig som de bedste svømmere.
Damernes DM start
GH N. Hansen
MJ C. Pojezny
OKS-1 L. Villa
Efter svømningen kom turen til sidste disciplin, som var den kombinerede disciplin bestående af løb og pistolskydning. Løbet foregik på en 800 meter terrænbane, hvor deltagerne før hver runde skulle skyde med konkurrencepistol mod fem mål på max. 50 sek. 5-kæmperne løb og skød fire omgange, mens 4-kæmperne nøjedes med tre omgange. De yngste 4-kæmpere løb og skød to omgange 400 meterbanen.
Troels Antvorskov løber i mål, som dansk mester i moderne 5-kamp 2014.
Pernille Svarre starter som første kvinde i DM-jagtstarten.
Tobias Jeppesen kommer i mål som bedste ungdomsløber.
Det endte med en sejr til de to garvede femkæmpere Troels Antvorskov (1239p) og Pernille Svarre (1070p). Mens det for firekæmperne blev Riian Søndergaard (1026p) og Katrine Conrad (837p), som løb med sejren. Hos de helt unge blev det Mads Aagaard (1051p), der blev bedst placeret.
Der skal lyde et stor tillykke til dem alle sammen fra garnisonens idrætsforening, SLGI, og Gardehusarregimentet, som håber at de vil møde talstærkt op igen næste år.
DM Damerne – 1. Pernille Svarre, 2. Line Grubak, 3. Mia Emborg
DM Herrerne – 1. Troels Antvorskov, 2. Benjamin Jørgensen, 3. Tobias Jørgensen
4-kamp Ungdom – 1. Mads Aagaard, 2. Tobias Jeppesen, 3. Bjørn Simonsen
4-kamp Damer – 1. Katrine Conrad, 2. Karen Bell, 3. KN Karina Wøbbe
4-kamp Herrer – 1. Riian Søndergaard, 2. GH Anders Lindahl, 3. OKS-1 Lars Villa
Danmarksmesterskabet blev sponseret med flotte gaver og støttet af frivillige fra både idrætsforeningen og Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Til både frivillige og sponsorer skal der lyde en stor tak for den store indsats.
Formanden for SLGI MJ Gildberg takker deltagere og hjælpere for et godt stævne og lover, at man fra SLGI’s side vil arbejde på at gentage succesen igen næste år.
---- LINK til samlet resultat ark ----