[Oprindeligt publiceret af Gardehusarregimentet]

Så oprandt dagen hvor de nye rekrutter ved V Uddannelsesbataljon og Hesteskadronen skulle fremstilles for regimentschefen, oberst T. M. Paulsen.
Det krævede at soigneringen var helt i orden og uniformen stod ekstra skarpt på den kolde vinterdag.



Det var en kølig morgen med rimfrost på græsset og dis i horisonten, da fremstillingen begyndte på plænen foran regimentsbygningen. Trods det kolde vejr var smilene blandt de værnepligtige mange og ansigterne stolte, da regimentschefen adresserede de to HBU-kompagnier og hesteeskadronens yngste deling.
Der blev blandt andet fortalt bredt om gardehusarregimentets stolte ophav og historie samt hvad der var i vente for rekrutterne i de næste henholdsvis 4 og 12 måneders tjeneste.
Talen fik dog også en mere alvorlig tone, da regimentschefen fortalte om regimentets Mindeanlæg og Æresvæg, hvor faldne og sårede soldater fra GHR æres for deres offer for fred og frihed.

Efter talen inspicerede regimentschefen enhederne, startende med 1. kompagni fra V bataljon, dernæst Livkompagniet og slutteligt Hesteskadronens yngste deling. Obersten var tilfreds med synet og afsluttede herefter paraden ved at give kommandoen tilbage til de respektive førere.



Da paraden var tilendebragt, stod programmet på en lille turnus for enhederne: Først var Major Stig Carlsen vært for en rundvisning i regimentets flotte historiske samling, hvor gamle uniformer, malerier og andet fra Gardehusarregimentets 400-årige traditionsrige historie er udstillet. Dernæst fik de nye værnepligtige også muligheden for at se Hesteskadronens stalde og lokaler for at få et indblik i en anden form for værnepligt.

Regimentschefen sluttede af med et foredrag i auditoriet: Her kunne Obersten fortælle om GHR’s organisation og aktuelle status samt kasernens tiltag for bedre trivsel.
Rekrutterne blev også introduceret til ”husarånden”, estandarten og regimentets deltagelse i krigen i Afghanistan og mod ISIL.
Afslutningsvis blev der knyttet en kommentar til den kongelige hoftjeneste, som hører til Gardehusarregimentets vigtige opgaver og som særligt udvalgte af de værnepligtige kan gøre sig Forhåbninger om at udføre i nær fremtid.