Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
DNK BG indgår som 1 af 4 kampbataljoner under 26. Tyske Luftbårne Brigade (26. LB BDE (DEU)), der udgør hovedstyrken af NRF-10.
1 GE/NL Corps i Münster (Syd for Osnabrück), der er Land Component Command (LCC), opstiller hovedkvarter og Korpstropper til NRF-10.
Deployeringen må betegnes som en succes, idet planerne holdt, vel og mærket relativt komplekse planer, idet DNK BG benyttede sig at 4 forskellige teknikker til forlægningen. Det tunge materiel, primært KVG Leopard 2A5 og PMV M113(G3), gik ad søvejen fra Esbjerg til Emden, hvor det blev omlæsset til jernbanevogne, der fragtede materiellet til Bergen/Hohne, som ligger midt i øvelsesområdet.
Hovedparten af hjulkøretøjerne gik ad landevej til Bergen/Hohne, og endelig tilgik resten af personellet øvelsen med fly fra Karup. Således har BG afprøvet mulige, fremtidige udfordringer m.h.t. deployeringsmåde - udfordringer som er nyttige at have testet forud for reel indtræden i NRF-10, som dækker perioden 01 JAN-30 JUN 2008, i hvilken periode NFR-10 skal være klar til indsættelse globalt og med et varsel på 5-60 dage afhængig af de klimatiske udfordringer.
Ved ankomst til øvelsesområdet blev DNK BG indkvarteret på Freiherr von Fritsch-Kaserne, 5 km. nord for Celle, men allerede FRE 14 SEP kl. 12 afgik et forkommando til CAMP BEDROCK (ved Ettenbostel), der er placeret i terrænet mellem Bergen og motorvej E45.
Hovedstyrken ankom i løbet af eftermiddagen til en absolut "bar mark", men meget hurtigt fik alle ved fælles indsats etableret TOC, KSN, underbringelse, vartning af køretøjer, sikring af området, vagter m.m. - et ganske imponerende stykke arbejde udført på rekordtid, hvilket vidner om god rutinering samt ikke mindst om mandskabets vilje til solid og professionel soldatermæssig optræden.
Klokken 20 var lejren generelt etableret og funktionsduelig - containeren med feltsengene ankom kl. 22.30, et vigtigt instrument til bevarelse af kampkraften. Ja selv feltkøkkenet blev næsten meldt "klar" - og fra i går lørdag kunne kokken og hans stab servere det første, varme måltid mad, dog baseret på dåser fra feltrationerne, men fra søndag morgen blev der serveret rigtig kokkemad - med råvarer medbragt fra Danmark i kølecontainere. I løbet af weekenden har Campsektionen tilmed opsat en badecontainer - lejrkonceptet kommer til udførelse som i de skarpe missioner.
Operativt set er weekenden blevet brugt til at forberede DNK BG på næste uges brigadeledede aktiviteter samt den efterfølgende Korpsøvelse - forberedelser der omfatter alt fra teorilektioner over rekognoscering til indøvelse af en Search Operation.
Søndag eftermiddag gennemførte DNK BG Search Operation "BANSHEE" med B-COY i front og med A-SQN til at sikre operationens ydre perimeter. Scenariet var det, at BG havde observeret regeringsfjendtlig virksomhed i sit ansvarsområde i landsbyen "ÛBUNGSDORF" (svarer til BRIKBY i Oksbøl terrænet). Madian Liberation Army, kaldet MALA, der er klart imod den siddende regering, opererer i vores område, og det er indflydelsesrige personer herfra, som operationen i "ÜBUNGSDORF" var rettet imod.
Også diverse stabsprocedurer skal iværksættes, ikke bare selve arbejdet i staben, men også dagens faste møder såsom stabsmøderne morgen og aften. Som et kuriosum kan nævnes, at også forberedelserne til redeployering til DK er i gang, uagtet vi lige er kommet på fuld feltfod.
Optakten til Noble Light II er forløbet meget tilfredsstillende - humøret er højt - forventningerne store - vejret er godt, om end koldt om natten - lad blot øvelsen, der skal certificere 26. LB BDE (DEU) til NRF-10 indsættelse, begynde. Danish Battlegroup er klar.
Jørn Arne Nielsen
OL-R
PIO/ST/DNK BG