[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Parader og eksercits har aldrig været dragonernes kop the. Alligevel blev regimentets 329 års fødselsdags fejret med en fornem parade, hvor eksercitsen blev udført på fornem vis. Efter paraden blev fødselsdagen fejret i respektive messer med boller, og varm kakao. Pårørende til faldne soldater var inviteret til at deltage i paraden, således de sammen med regimentet kunne mindes, og lægge en buket eller krans ved mindestenen. OB K. Mosgaard holdte en tale i forbindelse med paraden, som kan læses her:



OB K. Mosgaard ankommer til paraden på en smuk og frostklar oktober morgen.


Regimentets faldne mindes. OB K. Mosgaard lægger en krans.

Med paraden i dag fejrer vi Jydske Dragonregiments 329 års fødselsdag, som falder i morgen lørdag. Det er dejligt netop i dag at se regimentets enheder og personel samlet til parade, kigge tilbage på vores rødder og hædre og ære de personer, som er faldet eller har udført en helt særlig indsats. 

Regimentets stamtræ er som alle regimenters et træ med mange rødder.  
Regimentets nuværende navn opstod i morgen for præcis 76 år siden, altså i 1932, da man sammenlagde to dragonregimenter, nemlig 3. og 5. Dragonregiment under navnet Jydske Dragonregiment. 

 

Historikere har fastlagt vort stamregiments oprettelsesdag til 1 NOV 1679, da kong Christian d. 5, hvis navnetræk pryder spyddet på vores estandart, etablerede 5. Jydske Nationale Rytterregiment under kommando af Feltmarskal Gustav Vilhelm Wedell Jarlsberg.


Regimentets estandart føres til midten anført af premierløjtnant D. Sobol.

Dengang havde de militære enheder ikke egentlige kaserner, men var indkvarteret rundt omkring på bøndergårde og godser. Det nyoprettede 5. Jydske Nationale Rytterregiment blev på kongens bud tildelt ryttergodser i Viborg, Skive og Holstebro amter, så vi er altså hjemme nu hvor vi startede for 329 år siden.  

 

I 2005 kom der yderligere regimentssammenlægninger til, så vi i dag fører historien og ånden videre fra 7 hæderkronede regimenter; Dronningens Livregiment, Kongens Jyske Fodregiment, Slesvigske Fodregiment, Fynske Livregiment, Prinsens Livregiment samt 3. og 5. Dragonregiment. 

Hestene er for længst forsvundet fra regimentets hverdag, men den ånd, der i flere hundrede år prægede rytteriet – hurtighed i tanke og handling, initiativ, handlekraft og dygtighed – er, passende ubeskedent sagt, stadigt Jydske Dragonregiments varemærke. Vi er et regiment bestående af enkeltpersoner, såvel fast personel som værnepligtige, militære og civile, der sætter en ære i at gøre tingene ikke bare ”godt nok”, men så godt som vi formår inden for rammerne af de ressourcer vi er tildelt. 

Vi er ikke så mange samlet på paradepladsen, som vi kunne være. Ca. 450 dragoner er netop nu udsendt til Afghanistan og Kosovo og andre brændpunkter i verden. Derude, langt fra Danmark gør de en fremragende indsats, som på sigt vil skabe en bedre hverdag uden krig for tusinder af mennesker, som hver dag igen kan sende børnene, både piger og drenge, i skole og som igen kan begynde at tro på en fremtid.  

Vore udsendte dragoner indsats betyder også, at terrorisme og ufred har vanskeligere ved at nå Danmark og er dermed direkte medvirkende til, at Danmark og danskere kan leve i fred og velfærd. Regimentet og Danmark er med rette stolte af den forskel og indsats, som der ydes i verdensfredens og velfærdens tjeneste. 

Regimentets fødselsdag fejres også i Afghanistan, Kosovo og andre steder, hvor der er dragoner samlet. Jeg kan i dag overbringe jer fødselsdagshilsner fra Afghanistan, Kosovo og Norfolk i USA, og jeg har sendt regimentets hilsner til vore udsendte. 

Også mange af jer her på pladsen har taget jeres tørn i det fremmede, har levet med en stor risiko, har lidt afsavn – nogle af jer har sår på krop og sjæl. Andre er ved at forberede sig på den første udsendelse – også til jer vil jeg udtrykke min dybe respekt og tak for det, som I har ydet og fortsat yder.   

I forbindelse med paraden blev Årets Dragon udnævnt. Det blev OKS-1 J.M.E. Nielsen (Goggles) fra 3/I/JDR som blev Årets Dragon. OKS blev i maj 2007 hårdt såret på mission i Afghanistan men har kæmpet sig tilbage, og startede igen for alvor på arbejde i sidste uge. OKS blev udnævnt til Årets Dragon med følgende motivation:



Årets Dragon 2008 udnævnes. Det blev OKS-1 ”Goggles” fra 3/I/JDR.
 

·    Goggles er i kraft af sit store engagement og sin faglighed et forbillede for alle dragoner. Han deltager altid i sociale engagementer, og er derfor en del af såvel 3 ESK som BTN sjæl.
·    Goggles overvinder hverdagens små og store problemer med et smil - noget vi alle kunne lære af.
·    Goggles forsøger altid at yde en indsats ud over det sædvanlige. Han møder på arbejde ved ESK hver eneste morgen – også selv om han måske ikke er helt på dupperne, men burde blive hjemme i sengen, og tage en sygedag.
·    Goggles fungerer meget tilfredsstillende som forsyningshjælper i ESK, selv om han mangler formel uddannelse. Især indenfor IT er Goggles meget dygtig.
·    Goggles arbejder målrettet på at blive bedre til de ting, han endnu ikke mestrer, og han uddanner sig ved enhver lejlighed på nye køretøjer, og på nyt materiel.
·    Goggles er et levende eksempel på, at uanset hvor stor modgang en soldat måtte møde, er der altid en vej ud. Han tror på, at tingene kan og vil forbedre sig.


Årets Dragon blev samme dag interviewet til TV Midt Vest.

Se klippet her:


Af Presseofficer

B.S. Villsen