[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Den 14. maj, kl. 2000 samledes MEKINFKMP (Bulldog kompagniet) samt andre Dragoner og Irak veteraner i kompagniområdet, kaldet Asgaard, i den danske bataljons lejr, Camp Olaf Rye, Kosovo.  

Den 14. maj er en særlig dag for Bulldog Kompagniet og for Jyske Dragonregiment. For 2 år siden var Bulldog kompagniet udsendt med den Danske bataljon til Irak på Hold 9. På denne dag kom MEKINFKMP i voldsom ildkamp i Al Hartha bydelen udenfor Basra. Kampene var langvarige og meget voldsomme og desværre omkom én af vores soldater, KS Henrik Nøbbe. Samtidigt blev flere fra kompagniet hårdt såret. 

Aftenen startede med at Chefen for MEKINFKMP, MJ P.N. Knudsen bød velkommen og fortalte hvorfor vi alle var samlet. Desuden berørte han de overvejelser, vi som soldater er igennem inden man vælger, at blive udsendt i international tjeneste. Om det fællesskab vi har og om den risiko vi udsætter os selv for som soldat.


                    
                      

Efterfølgende fortalte KS Klitgaard om sine oplevelser den 14. maj 2007 i Al Hartha. KS Klitgaard var en del af spejdereskadronen på IRAK Hold 9. Eskadronen blev sendt ind til Al Hartha for, at hjælpe med undsætningen af MEKINFKMP, hvoraf 2. MEKINFDEL var indesluttet i Al Hartha. Jeg tror, at alle tilhørerne blev opslugt af den meget personlige beretning understøttet af billeder og video fra de hårde kampe på dagen.    

Vores feltpræst i lejren - Sune Haubek – har et specielt forhold til KS Nøbbe, da han forestod begravelse. Sune fortalte om Nøbbe – en trofast og dygtig dragon, der var vellidt af alle i KMP.  Han beskrev Dragon Nøbbe som en glad og åben Århus dreng der med sit gode humør og musiske talent spredte glæde blandt sine omgivelser.  

Feltpræst Sune overrakte hilsener fra hele Nøbbes familie til kompagniet.  

Vi afholdt herefter et minuts stilhed til ære for Henrik Nøbbe.  

Som afslutning sang SG Digmann og KS Palmelund Leonard Cohens sang ”Halleluja”.

Den sang som blev afspillet ved Ramp Ceremony - hjemtagning af Dragon Nøbbe på Basra Air Station, samt i Christians Kirken i Århus ved hans begravelse – efter Nøbbes ønske i hans sidste vilje.  

Æret være Henrik Nøbbe  

                    Af

MEKINFKMP KFOR 20 

MJ P.N. Knudsens tale