[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Tre danske kampvogne støtter briterne under operation MOSHTARAK. De har været indsat i omkring to uger. Deres primære opgave er at sørge for britiske soldaters sikkerhed under operationen.

- Vi giver mulighed for, at de kan stoppe slagsmålene, når de starter. Der er ingen tvivl om, at Taleban godt ved, at når der holder en kampvogn, så skal de forholde sig i ro. Og så kan briterne få noget handlefrihed og lidt arbejdsro, fortæller en af soldaterne og kampvognenes delingsfører, premiereløjtnant Kappel.

Under operationen er kampvognene blevet beskudt to gange, men det tager kampvognsdelingen med ophøjet ro. De ved, at de er godt beskyttet i de næsten 70 ton tunge køretøjer, og at de har de største kanoner. Og kun den ene gang var det nødvendigt for delingen at besvare ilden med et par skud.

- Det er helt sikkert, at når vi er ovre på den anden side af Helmand-floden, er der nogen, der ikke kan lide os. Der var nogle enkelte, der var dumme nok til at skyde mod os. Det gør de ikke igen. Vores fordel er, at vi kan være ét sted og derfra dække et stort område, siger Kappel.



En af de danske Leopard 2 kampvogne er klar til at køre tilbage til Operation MOSHTARAK efter ophold ved et udsendt mekanikerhold.

Selv om operation MOSHTARAK er blevet udråbt som den største offensiv i Helmand siden 2001, gør det ikke den store forskel for soldaterne inde i kampvognene. De gør ifølge dem selv blot det, de er uddannet til og har trænet, indtil de med Kappels eget udtryk var næsten grønne i hovederne. Og det er i virkeligheden ikke nødvendigvis så actionpræget, som det måske lyder.

- Der er mange timer i et tårn, hvor man sidder og scanner området, og hvor der ikke sker noget. Det er jo også det, vi gør derhjemme. Der har ikke været noget overraskende eller noget, vi har haft brug for at lave om. Det er lidt varmere hernede, og vi gemmer os ikke så meget, som vi gør derhjemme, for det er en fordel, at fjenden kan se os. Vi gør det, vi har lært, og så virker tingene, siger delingsføreren.

Og det er briterne ganske godt tilfreds med.

- De danske Leopard 2 kampvogne og deres besætninger er en fremragende kapacitet, og vi er stolte af at have dem ved siden af os. De fantastiske kampvogne har været meget efterspurgte og spillet en central rolle i tidligere operationer. Og det gør de også nu med deres tilstedeværelse under operation MOSHTARAK, siger oberstløjtnant David Wakefield i Task Force Helmands hovedkvarter.

 

De barske vilkår i den afghanske ørken slider voldsomt på materiellet. Så feltmæssig vedligeholdelse er en nødvendighed.