Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Fredag den 11. juni blev to soldater dræbt ved en eksplosionsulykke i Oksbøl. De dræbte er:
Konstabelelev Simon Kofoed Christensen.
Konstabelelev Simon Kofoed Christensen, 21 år. Han var ugift og efterlader sig mor, far og en søster.
Han startede på Hærens Basisuddannelse hos Jydske Dragonregiment i Holstebro den 3. august 2009, og den 28. november blev han overflyttet til Den Kongelige Livgarde i Høvelte i det, der i dag er 1. kompagni, som skal udsendes til Afghanistan som en del af Hold 10 fra august 2010.
Konstabelelev Jonas Rasmussen.
Konstabelelev Jonas Rasmussen, 22 år. Han var ugift og efterlader sig mor, far og to brødre.
Han startede på Hærens Basisuddannelse hos Den Kongelige Livgarde i Høvelte den 1. april 2009. Fra den 1. august var han i Vagtkompagniet, og den 28. november overgik han til 1. kompagni, som skal udsendes til Afghanistan som en del af Hold 10 fra august 2010.
Simon Kofoed Christensen var skytte, og Jonas Rasmussen var hjælper på den 60 millimeter morter, hvor røret blev sprængt ved en ulykke.
Årsagen til ulykken kendes ikke på nuværende tidspunkt. Et hold af eksperter og Forsvarets Auditørkorps arbejder på at finde ud af, hvorfor og hvordan ulykken skete.
De pårørende til de to dræbte soldater har bedt om, at de ikke kontaktes af medierne.
Fotos af de dræbte soldater kan downloades her Jonas og Simon
Mindeord
Kaptajn Eskil Villarreal Berger, chef for 1. kompagni ved Den Kongelige Livgardes 2. Bataljon, skriver:
Simon Kofoed Christensen - til daglig bare "SK" - var en rigtig glad og imødekommende dreng. Han kunne altid få en til at smile og grine og vende mindre positive situationer til noget positivt. Alle kunne komme til Simon, hvis de havde noget, de ville tale om. Han var en rigtig god kammerat og kollega, som man altid kunne stole på.
Simons personlige styrke var helt klart hans tålmodighed og hans evne til at imødekomme andre mennesker.
Han var en rigtig dygtig morterskytte, som gik meget op i sit job og var stolt af det. Han var en ufattelig god og pligtopfyldende soldat, som man kunne regne med ville udføre sit job korrekt og præcist.
Han havde planer om at fortsætte i systemet på officersskolen, og den ville han uden tvivl have gennemført tilfredsstillende.
Jonas Rasmussen var gruppens underholdning. Han lavede mange sjove ting, som ubetinget ofte gjorde ham til midtpunktet. Jonas var en stolt soldat. Han var så stolt af at være i Den Kongelige Livgarde, og han ville uden tvivl fortsætte som soldat så længe som muligt.
Han havde en arbejdsiver, som var ubeskrivelig, og som værdsættes og eftersøges på mange arbejdspladser. Han var typen, som blev ved og ved og kæmpede, hvor mange andre måske havde givet op. Han var typen der ALDRIG gav op!
Jonas var en pligtopfyldende soldat. Hans iver samt hans vilje til at ville det, han lavede, gjorde, at man altid kunne regne med ham.
Jonas var hjælper på Simons morter, hvilket han gjorde godt.
Simons og Jonas’ samarbejde på morteren fungerede rigtig godt. De var begge to meget professionelle og ihærdige for at blive de bedste ”skytte/hjælper” i gruppen.
Vi vil uden tvivl tænke på dem begge som rigtig gode soldater, kollegaer og venner.
Vi vil tænke på dem og alle de gode egenskaber, de havde.
Vi vil tænke på deres pårørende samt deres venner.
Og sidst men ikke mindst vil vi savne dem begge.
Æret være deres minde.