På øvelse med det mekaniserede infanterikompagni i rammen af panserbataljonen.

[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af PL R. Andersen, 4/I/JDR 

Grærupkrydset er målet, noget enhver infanterist har prøvet at angribe. Det der adskiller dette angreb fra andre enheders er, at panserbataljonen måske gør tingene på en anden måde – her tænkes på de meget infanteritunge enheder. Forrest buldrer den tildelte kampvognsdeling, mens vi følger bagved tæt opsluttet i vores pansrede mandskabsvogne. Først 100 meter før målet stopper kampvognene og danner en svingdør for to af kompagniets delinger, der hastigt søger helt frem i målet, før de sidder af og begynder det afsiddede angreb, vi kender så godt. ”2 klar til at tage målet koordiner med 1 og 3”, siger kompagnichefen over radioen. Delingen rykker frem og tager det først mål. Finskytterne er i stilling på en bagvedliggende krete, og har allerede afsøgt målet og ligger klar til at støtte. Delingens tildelte kampvogn sikrer flanken og engagerer mål i dybden. Manøvrestøttes sektionsfører (45) ligger klar i stilling og har forberedt flere morterskydninger. Efter det først mål er inde fremdrages kampvognen og 45 på højde med delingen og kan give direkte støtte til næste mål. Således arbejdes der med både intern og ekstern støtte indtil målet er inde, og Grærupkrydset igen er i panserbataljonens hænder. 

Denne gang var der ingen modstandere i selve krydset, men derfor var dette først angreb i Panserbataljonen stadig et vigtigt angreb. Fasen udfordrede samspillet mellem forskellige underafdelinger og delingernes evne til at arbejde med tildelte enheder. Angrebet er meget beskrivende for de fleste faser og befalinger under Panserbataljonens bataljonsøvelse i starten af maj.

Samvirket mellem infanteri og kampvogne skabte en god synergi og fremdrift i manøvren – en farlig cocktail for fjenden.

At være et mekaniseret infanterikompagni i en panserbataljon giver nogle helt unikke muligheder og et kamptempo, der ligger højt. At angribe opsiddet med pansret mandskabsvogn mod en modstander, bevæbnet med panserværnsvåben og tunge køretøjer, kræver en god støtte. Heldigvis råder Panserbataljonen over et af verdens bedste støttevåben for infanteristen, LEOPARD 2A5DK, der kan forhindre infanterister såvel som køretøjer fra at komme på skudhold af vores køretøjer. Samtidig giver eskadronernes angrebstempo nogle krav til kompagniet. Selv som reserveenhed, er der mange opgaver og flanker, der skal sikres samt nye venteområder, der skal rykkes frem til. Tilgang og afgang af enheder mellem eskadronerne og kompagniet sker med et højt tempo med henblik på at fastholde samvirket og fremdriften i manøvren. 

Som deling kan fleksibilitet blive udfordret meget, når man modtager kampvogne, finskytter, morterer og ingeniørhold, eller mister dem igen grundet et skift i tyngden. Som fører viste det sig at være vigtigt, at have en reserveplan i tilfælde af, at tildelte midler skulle afgå til anden opgave. Panserbataljonens øvelse viste, at fleksibilitet og samvirke er nøgleord til succes. Øvelsen viste også at samvirke samt til- og afgangen enhederne imellem havde et godt niveau i enhederne. Et bevis på at vinterens enhedsuddannelse mellem infanteri og kampvogne har givet afkast.  

For enkeltmand gav det en stor sikkerhed, at se det tætte samarbejde på tværs i Panserbataljnen. Specielt det sidst angreb på øvelsen mod BRIKBY viste med tydelighed hvor tæt man kan samarbejde. En vigtig forudsætning er at alle, selv enkeltmand, sørger for at koordinere højrebegrænsninger og venstrebegrænsninger med de nærmeste enheder.

Imellem de lange og hårde kampe, var der behov for at genopbygge kampkraften og forberede nye opgaver i beredskabsområderne. De gode gamle dyder, som at rykke ind i et skjult beredskabsområde, blev indøvet.

 

Denne bataljonsøvelse gav kompagniet utrolig meget. For det første er en stor del af KMP operationsgruppe udskiftet siden sidste bataljonsøvelse i august 2009. Dette gav selvfølgelig nogle udfordringer og læringspunkter med hensyn til koordinationen imellem kompagniets enheder. Sidst på øvelsen kunne man mærke en rigtig god forbedring og et væsentligt bedre samarbejde i kompagniet.  

For det andet giver størrelsen på øvelsen og de aktive momenter, der handlede som en konventionel modstander, noget at arbejde med. Konsekvensen af ens beslutninger er til at se, når modstanderen ikke er indstuderet moment, men derimod ret fristillet. Det sidste angreb på Brikby, var der kampdommere til at fjerne dem, som blev nedkæmpet af de forskellige våbensystemer. Det gav personellet et godt billede af effekten af ild og bevægelse. Sidst, men ikke mindst, fik vi afprøvet en række af kompagniets indsættelsesmetoder i rammen af panserbataljonens kampmåder. Angreb, udvigende kamp, kamp fra stilling, bykamp, skovkamp, angreb fra bevægelse og angreb over vandløb. Nu har vi syv uger til næste bataljonsøvelse, hvor vi kan arbejde med de ting kompagniet, delingerne, sektionen og grupperne gerne vil forbedre. Forhåbentlig får KMP lige så store udfordringer og en mindst lige så udfordrende modstander på næste bataljonsøvelse.

 

Efter 4/I havde erobret Brikby, kunne kompagniets farver veje stolt over rådhuset. In Omnia Paratus – Klar til Alt