[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af Mikkel Soelberg/Idrætsleder/Jydske Dragonregiment

 

Vejen Idrætscenter var i dagene 20. – 22. maj rammen om et helt unikt sportsseminar. Initiativtageren bag var www.soldaterlegatet.dk som i samarbejde med Dansk Handicap Idrætsforbund (DHIF) havde planlagt et idrætsseminar for skadede danske soldater. 13 fysisk skadede soldater havde takket ja til indbydelsen fra Soldaterlegat og flere kom sammen med kone/kæreste. Der var skadede soldater tilbage fra Kroatien tiden og frem til 2009 fra ISAF.

 

Indholdet var en blanding mellem teoretiske og praktisk idræt inden for flere forskellige discipliner. Deltagerne fik også mulighed for at møde og træne sammen med den danske elite. Verdensrekordholderen og den paraolympiske mester i kuglestød, den benamputerede Jackie Christiansen, fortalte om hvor langt det er muligt at komme, og deltagerne fik her, under kyndig vejledning mulighed for selv at prøve forskellige atletikdiscipliner. Der var også spændende teoretiske indlæg ved sportspsykolog Martin Thomsen Langagergaard fra http://www.learn2improve.dk/ som blandt mange bl.a. har arbejdet med AAB´s Superligamandskab, Rosenborg BK, Norges Antiterrorkorps og Jægerkorpset .

 

Idrætten på første del af seminaret fokuserede på de individuelle idrætter. Deltagerne fik her, udover atletik, prøvet kræfter med kørestolstennis, skydning og bordtennis. Instruktøren i bordtennis var guldmedaljevinderen fra De Paralympiske Lege i Beijing, Peter Rosenmeier. I den sidste del af seminaret blev der sat turbo på deltagernes fysiske engagement. Der stod kørestolsbasket og kørestolsrugby på programmet. Soldaterne fik her lejlighed til at prøve kræfter sammen med de respektive landshold.

 

Men ikke mindst var det sociale samvær i højsædet og soldaterne fik eftersigende meget ud af at være sammen, udveksle erfaringer og blot fortælle røverhistorier. Soldaterlegatet vil også næste år tage initiativ til et lignende projekt.