[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Soldaterne fra Den Danske Kampgruppe i Helmand holdt mandag aften mindehøjtideligheder for Alexander Biune, der blev dræbt ved en eksplosion den 10. juli.

På samme tid blev der gennemført mindeparader i såvel Camp Price som i Camp Bastion. Ved Camp Bastions mindesmærke for faldne danske soldater i Afghanistan var repræsentanter fra det meste af kampgruppen repræsenteret i et æreskommando, som også talte adskillige udenlandske gæster, der var mødt op for at vise Alexander Biune og hans kolleger deres respekt.

”Alexander var en fantastisk soldat. Han var indbegrebet af det, vi betegner som en knaldgo' soldat”, sagde chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Jens Riis.

”Han havde en vilje til altid at ville gøre det bedre. Han havde en stor lyst og et drev, der gør, at man må se op til ham. Og så var han en guttermand. En rigtig god kammerat, der stod bag mange af de sociale arrangementer i sin enhed. Han var med til at få det hele til at hænge sammen, når det var trist og kedeligt – og altid med et smil på læben, sagde Jens Riis og fortsatte:

Alexander gik forrest på mange måder. Også fysisk ude på jorden, når han gik forrest for at søge efter det, der kunne ligge i vejen for, at enheden kom sikkert hjem. Det gjorde han med bravour frem til den 10. juli, hvor vi desværre mistede ham. Det er en dag, vi aldrig vil glemme. Æret være hans minde.”

Læs mere og se billeder på HOK hjemmeside.