Grenadier 2011

Af PL S.R. Eilertzen, 2 KVGESK/I PNBTN/ Jydske Dragonregiment

Den internationale infanterikonkurrence Grenadier, afholdes årligt i juli i øvelsesterrænet omkring lejren i Marwiesen i Østrig. Mange forskellige nationer deltager i konkurrencen, heriblandt også Danmark. I år havde jeg selv muligheden for at deltage, til trods for jeg til dagligt forretter tjeneste ved 2 KVGESK, og således ikke har den store berøringsflade med tjenesten ved infanteriet.

Ikke desto mindre kunne jeg med et par opmuntrende ord fra eskadronens ledelse sætte kurs mod Østrig, for at nå finde ud af hvad det er der foregår ude i skoven, på den anden side af kampvognen.

Holdene i konkurrencen udgøres af minimum tre deltagere. Jeg havde i anledningen allieret mig med SG N.C.S. Andersen - i daglig tale kaldet Schrøder - fra Hærens Kampskole, samt PL P.D.H. Kærgaard fra Hjemmeværnet, tidligere Ingeniørregimentet i Skive. Der var tilmeldt 33 hold fra en række forskellige nationer som Finland, Holland, USA og Schweiz. Der var sågar to hold fra Grækenland der havde forvildet sig med, og som jeg holder mistænkt for stadig ikke helt at være klar over hvad det var de havde tilmeldt sig. Desuden var der tilmeldt tre andre danske hold fra Hærens Officersskole.

Konkurrencen forløb over fire dage. Den første dag gik med uddannelse i østrigsk materiel og våben, samt den første lille del af konkurrencen i form af en seks kilometer orienteringsmarch i bjergene omkring lejren, hvor der blev lagt ud med en nærmest lodret stigning på 150m, og rundede af med en enkelt post der bød på en dukkert i en bjergsø. Vi formåede at kludre os igennem orienteringsløbet i en tid der gav os en samlet tredjeplads for den enkelte disciplin. Resten af dagen blev brugt på uddannelse i så sindsoprivende spændende emner som etablering af nødantenner og østrigske signalprocedurer. Ikke engang holdets medbragte infanterist fra HKS var i stand til at mønstre den store begejstring for lektionerne, da man må finde sig i at instruktionerne langt hen ad vejen foregår på et endog meget gebrokkent engelsk, som af og til bliver spædet op med lidt tyske gloser når instruktøren finder det passende, eller er ude af stand til at kommunikere med håndtegn eller eksotisk dans.

Nyligt genindført i infanteristens vidunderlige verden, kunne vi på dag to begive os ud på en døgnøvelse hvor oplægget lød på at to grupperinger var røget i totterne på hinanden, hvilket nødvendiggjorde at samtlige 33 hold skulle kravle op på toppen af et bjerg. Ordlyden har muligvis været en anden og et sted i den løst oversatte befaling havde ordet ”rekognoscering” også sneget sig ind. Vores hold blev sendt af sted som det tredjesidste, klokken ca. 0600, udstyret med en daypack med ca. 10kg forskellig udrustning til at klare natten og hvad der senere skulle vise sig at være den styggeste madpakke undertegnede til dato har fået udleveret. Desuden fik vi udleveret et umuligt gevær som ikke har en funktionsvælger, men i stedet skifter mellem enkeltskud og fuldautomatisk afhængig af hvor hårdt man klemmer på aftrækkeren - eller ved tankens kraft. Hvad end der nu kommer først af de to var tilsyneladende tommelfingerreglen for hvorledes geværet reagerede i hånden på skytten.

På vej op ad bjerget trampede vi rundt i en blanding af grusveje, gedestier og kokasser, med stigninger  der varierede fra det vi kender på Galgebakken til det nærmest lodrette. Små tre timer efter start og 2140 højdemeter senere, kunne vi konstatere at vi ikke alene var ved at være i mål på toppen af Goldeck, men vi havde også overhalet samtlige af de andre hold på vej op ad bjerget. Berusede af succes begyndte vi nedstigningen og besluttede os for at indtage en del af vores frokost. Det var her det gik op for os at østrigerne muligvis står overfor et omfattende sagsbehandlingsarbejde, vedrørende udformningen af en ny feltration. Da vi forventningsfuldt lukkede op for den udleverede plasticpose med dagsrationen, måtte vi erkende at vi nok ville få brug for de energigels Schrøder havde medbragt hjemmefra. Østrigerne havde forsynet os med energiholdige delikatesser, som feks.: en chokoladebar tilsat en form for Rice Crispies og en smag af linoleumsgulv fra en gymnastiksal, en fedt- og bruskpølse og en anonym konservesdåse med skriften ”Fleisch Schmaltz”. Sidstnævnte blev – efter at vi havde haft den åbnet – omdøbt til flæskesmat da dette er en mere rammende beskrivelse for dåsens indhold. Jeg ville gerne have haft et billede af flæskesmattet i artiklen, men det er tilsyneladende så rædderlig en spise at Googles billedsøgning filtrerer det fra, selv når man fjerner filtret.

Resten af nedstigningen fra Goldeck var arrangeret som en opgavemarch, med forskellige stationer på vejen. Til trods for at være først på toppen måtte vi finde os i igen at være blandt de sidste som blev sendt af sted på marchen. Dette betød at vi nu kunne tilbringe tid sammen med et schweizisk hold, som vi havde investeret noget tid i at psyke på vej op ad bjerget. Til trods for den evige selvudråbte neutralitet som Schweiz de sidste mange år har været bannerfører for, så virkede det nu alligevel som om at de bar en anelse nag over den kækhed vi havde udvist på vej op ad bjerget. Dette resulterede i at de tre herrer fra Schweiz, hvoraf to af dem med sikkerhed havde husket at spise deres havregrød som børn, nærmest satte i rend så snart de kunne se os. Denne taktik skulle sikkert også have hjulpet dem til et behageligt forspring, hvis ikke det var fordi at nedstigningen førte igennem en endeløs række af hårnålesving, hvor en dansk soldat – enten ud af kækhed, dovenskab eller slet uvidenhed om farerne ved at færdes i bjerge – i stedet vælger at løbe tværs gennem terrænet. Resultatet var at vi igen sikrede os et behageligt forspring ned til næste station. Således havde vi fornøjelsen af at støde ind i vores schweiziske venner ved de næste mange stationer, som blandt andet bød på forcering af en tovbro, signaltjeneste (med østrigsk fortegn…) og CBRN. Sidstnævnte var arrangeret af en tjekkisk delegation, hvorfor den udrustning som skulle anvendes også var tjekkisk og formentlig havde ligget opmagasineret på et af Warszawa-pagtens lagre indtil kort før konkurrencen. Dette gav et interessant indblik i hvilke CBRN-foranstaltninger de røde horder var udstyret med, og fik da også flere deltagere til at trække på smilebåndet.

Som mørket sænkede sig over Marwiesen fik vi besked om at vi nu skulle gennemføre en escape and evade øvelse. Vi blev sendt af sted omkring midnat og havde indtil klokken 0400 til at nå til en station ca. halvanden kilometer væk. Turen gik igennem sammen bjergdal som lejren lå i, og de finske deltagere havde fået den fornemme opgave at etablere en overvågningslinie tværs igennem dalen. Det viste sig sidenhen at en finsk overvågningslinie i højere grad tager karakter af den rundering man ser hos Securitas, eller endda gårdvagten i folkeskolen, end det vi herhjemme kender fra øvelserne i fædrelandet. Ikke desto mindre havde enkelte af posterne formået at holde sig så skjult som det nu kan lade sig gøre at være, når man samtidig med at ligge på vagt skal sende SMS-beskeder hjem til lillemor i Helsinki. Efter to timer med kattens leg med musen og en endeløs række af ildåbninger mod de andre patruljer, besluttede vi os for at gøre det ingen forventede; at sætte kurs hen over åben mark, direkte ned mod ølteltet – som desværre var lukket under øvelsen og i stedet tjente som KSN. Det gik fint indtil vi nåede til en lille lund og nogle parkerede biler, hvor vi gjorde et kort holdt for at genordne. Herfra kunne vi høre nogle finske gloser blive hvisket inde i skovkanten, 25 meter foran os til højre. Dette fik os til at stikke i rend mod KSN-teltet. Under springet blev der rumsteret ovre til højre, hvorefter den umiskendelige lyd af en LMG-lås som slår frem i låsestolen kunne høres, efterfulgt af en højlydt banden på finsk. Jeg taler ikke finsk, men jeg er overbevist om at der et sted i talestrømmen fik indsneget sig et ”funkfejl”. Turen gik herefter videre igennem elefantgræs, forbi flere finske patruljer og til sidst i mål med 10 minutter tilbage på uret.


Tid til at slappe af.

Mens solen stod op blev vi sendt ud til forskellige stationer i området omkring lejren. Opgaverne lød på ødelæggelse af en bro i rammen af en stærkt reduceret objektnærsikring, en QRF-opgave hvor en patrulje var blevet beskudt og havde taget sårede og endelig en HUMINT-station, hvor opgaven tilsyneladende var at forhindre momenterne i at stikke af med vores distinktioner og enhedsmærker. Med undtagelse af den noget ugennemskuelige HUMINT-station, hvor det var svært at vide hvad man blev målt på, så klarede alle danske patruljer sig godt i de taktiske opgaver. Hen på aftenen blev døgnøvelsen erklæret afsluttet uden at der kom afklaring på om det havde hjulpet nogen af de stridende parter at vi klatrede op på bjerget og spiste flæskesmat. Vi gik efterfølgende til ølteltet hvor vi fortsatte vores undren over sammenhængen mellem den operative nødvendighed af at bestige et bjerg og flæskesmat.

På konkurrencens sidste dag var der lejlighed til at få pudset skydefærdighederne af. Programmet stod på skydning med Glock, nærkampsskydning med den rædderlige STEYR AUG og en station med LMG-skydning hvor man skulle nedkæmpe momenter med laserduelsystem. Desuden var der en station, ledet af finner, hvor patruljen havde 8 minutter til at stable et baghold på benene. Sidstnævnte viste sig at tage udgangspunkt i en ringe taktisk forståelse for valg af terræn for baghold, hvortil man blot må konstatere at finnerne siden Vinterkrigen er gået mere op i at producere middelmådige mobiltelefoner end i krigsførelse. Det magre valg af terræn affødte dog en række interessante løsninger på bagholdsproblematikken hvoraf den bedste må siges at være en østrigsk patrulje som, varslet om at skulle bringe en fjendtlig kolonne til standsning, forsøgte sig med at løse opgaven ved at kaste en brændeknude ud på vejen.

Da alle stationer var gennemført blev konkurrencen erklæret afsluttet og holdene fik besked på at samles senere til afslutningsceremoni og præmieoverrækkelse. Mens holdene gik og klargjorde til parade, stod det efterhånden klart at flere af de danske hold - heriblandt mit eget - lå overraskende godt i klassementet. Til ceremonien blev den samlede placering for samtlige hold læst op. Overraskelsen var også stor da tredjepladsen blev læst op og vi stadig ikke var nævnt. Vi blev kaldt ud til at modtage præmien for en andenplads og indtog pladsen i den samlede parade til at se et af holdene fra Hærens Officersskole få overrakt præmien for førstepladsen. Efter en skrattende iPod havde kastet tonerne af ”Der er et yndigt land” af sig, kunne deltagerne træde af til en afslutningsfest i ølteltet, hvor vi ivrigt fik introduceret de amerikanske patruljer i den fornemme disciplin, at opstille Kleiner Feigling-flasker i paradeformation.

Fredag middag havde vi atter kræfter til igen at kaste os ud i ferietrafikken på Autobahn og vende snuden mod Danmark.

Grenadier 2011 efterlod mange forskellige indtryk, og til trods for den sarkastiske distance som jeg har valgt at anlægge i min beskrivelse af mange af aktiviteterne, så var det bestemt en god oplevelse. Rammen om hele konkurrencen, afstandene der skal tilbagelægges, højdeforskellene og varmen giver en god fysisk udfordring som det kræver noget træning at forberede sig på. En side af konkurrencen jeg ikke har berørt i artiklen er de kontakter man skaber på tværs af nationerne, i særdeleshed under de mere løse rammer i ølteltet om aftenen. Her har man mulighed for at få et indtryk af hvilke udfordringer andre hære kæmper med til daglig, og det sætter et perspektiv på hvor mange ting der faktisk fungerer rigtig godt herhjemme. Samtidig er konkurrencen også en mulighed for at måle sig professionelt med vores naboer. Arrangørerne og flere af deltagerne var imponerede over den indsats og forståelse for opgaveløsningen, som alle de danske hold udviste. Således kan jeg konkludere at de standarder og procedurer som vi har tilegnet os indenfor de sidste par år gør os i stand til at tælle os selv blandt de bedste. Sammenlignet med de store nationer som deltog i Grenadier 2011, heriblandt Tyskland, Tjekkiet og USA, så kan vores relativt beskedne hær sagtens tale med når det kommer til infanterivirket på enkeltmands og gruppeniveau.


Tyrolermusik og øl.