[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Regimentets 332 års fødselsdags blev fejret ved en fornem parade, hvor regimentets soldater var samlet. Efter paraden blev fødselsdagen fejret i respektive messer med boller, og varm kakao. Pårørende til faldne soldater var inviteret til at deltage i paraden, således de sammen med regimentet kunne mindes, og lægge en buket eller krans ved det nye mindeanlæg. Der var fire familier repræsenteret. Årets Dragon 2011 blev traditionen tro fundet, og i år blev det korporal Per Pinnerup fra V uddannelsesbataljon. Der blev i forbindelse med paraden uddelt påskønnelser og legater af oberst Lars Dencker. Følgende blev på dagen hædret:

Dragonfonden:


OKS Pernille Bech og OKS Carina Ullits
Steffensen modtager legat fra Dragonfonden

OKS Pernille Bech og OKS Carina Ullits Steffensen tildeles, på regimentets fødselsdag 1. november 2011, hver et legat fra Dragonfonden for at have ydet en helt særlig indsats i forbindelse med at understøtte pårørende til udsendte.

De har taget initiativ til samtaleforum for pårørende kvinder til soldater og kvindelige soldater, hvor nøgleordene er Venskab, Idræt, Morskab og Snak (i daglig tale ”VIMS”). Et fornemt initiativ der præcist rammer en målgruppe, det hidtil har været svært at understøtte fra Dragonregimentets side. Begge modtog legat på kr. 5000,00.

JDRI idrætspris:
 


SG Nicolaj Nørrelykke modtager JDRI idrætspris.

Nickolaj Nørrelykke deltog første gang i femkamp sidste år og her var han med til at vinde danmarksmesterskab for hold. I år 2011 var Nickolaj igen med til at vinde danmarksmesterskabet for hold. Nickolaj har i dag en rådighedskontrakt med Jydske Dragonregiment. Selvom Nickolaj ikke er tjenestegørende mere, tilbød han at træne et værnepligtshold i femkamp, frem mod danmarksmesterskaberne på Bornholm.

Nickolaj startede træningen medio september og i starten af oktober rejste Nickolaj sammen med 7 værnepligtige til Bornholm. Takket være Nickolaj, vandt de værnepligtige danmarksmesterskabet individuelt med en første og en anden plads, samt holdmesterskabet. Med prisen fulgte kr. 1000,00.

JDRI hæderspris:


OKS-1 Brian Dåsbjerg  modtager JDRI
hædersprisen
 

Brian Dåsbjerg har siden sin indkaldelse som værnepligtig til JDR i 1997 været en særdeles aktiv idrætsudøver og repræsentant for såvel regimentet som JDRI inden for Militær Femkamp såvel lokalt, på landsplan som i internationalt regi.
Brian`s individuelle resultater som militær femkæmper i de sidste fjorten år, kan overordnet nævnes, tolv danske mesterskaber og 9 nordiske mesterskaber, Europamester i 2004, 30 internationale mesterskaber og sølv ved verdensmesterskaberne i Chile i 2004, bronze ved verdensmesterskaberne i Østrig i 2006 og guld og verdensmester i Holland i 2010.
Derudover har Brian sammen med lokale militære femkæmpere vundet et utal danmarks-mesterskaber for hold.
Udover ovennævnte imponerende sportslige resultater, er Brian en behagelig, hjælpsom og engageret person at være sammen med såvel i dagligdagen som under konkurrencer, og han har igennem alle årene været en fantastisk rollemodel for såvel dragoner som øvrige sportsudøvere i og uden for det danske forsvar. Med hædersprisen fulgte kr. 2000,00.

Nyt kvartermærke:


Ud over at fejre fødselsdagen, blev det nye kvartermærke for II BTN indviet. Kvartermærket har følgende symbolik: Farven hvid symboliserer, at det er 2. bataljon. Hesteskoen er et mærke fra Jydske Dragonregiment og viser tilknytning til rytteriet. Geværet og ryttersablen er symbol for panserinfanteriet.

Årets Dragon 2011:


KP P. Pinnerup tildeles titlen Årets Dragon.

”Korporal Per Pinnerup, eller bedre kendt som ”PIN”, er uddannelsesbataljonens supermand. Korporal Pinnerup er altid rede til at give en hjælpende hånd med, også selvom opgaven umiddelbart ikke ligger indenfor korporalens normale arbejdsområde. Korporal Pinnerup er logistikhjælper i uddannelsesbataljon, en funktion som han løser særdeles tilfredsstillende.  Korporalen er meget dedikeret i sit arbejde, hvilket også bevidnes, når uddannelsesbataljonen gennemfører den afsluttende feltøvelse, for de værnepligtige, to gange årligt. I forbindelse med Feltøvelse III anvendes, der materiel svarende til 6-8 stk. 20 fods containere, som han har styr på helt ned til mindste detalje.  Korporal Pinnerup er meget vellidt af alle og han får ofte besøg af personer, der ikke gør tjeneste i uddannelsesbataljonen, men som har behov for hans støtte, hvilket han leverer uden tøven. Korporal Pinnerup er en meget professionel dragon, der kan sit håndværk som soldat. Han er i god fysisk form og kan fortsat løbe fra de fleste i uddannelsesbataljonen. Korporal Pinnerup har været udsendt flere gange og han er klar til at tage sin tørn igen, såfremt hans kompetencer efterspørges. Korporal Pinnerup er et forbillede for sine kollegaer, ja faktisk for alle Dragoner; Professionel, dygtig, engageret, initiativrig, meget vellidt og en god kammerat”
Korporal Pinnerup lever, om nogen, op til regimentets motto ”Fortes Fortuna Juvat”
KP modtog et ur skænket af Dragonforeningernes Sammenslutning.

Link til galleri fra dagen