Med Viking kompagniet i skudlinjen

AFGHANISTAN, Helmand: Det er skræmmende, når det bliver rutine at blive skudt på, ikke desto mindre er det ved at være hverdag for kampsoldaterne i Viking kompagniet.
12. september, 2012 - Kl. 09.01
[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af Line Juliane Rønne, presseofficer, DANCON ISAF 14

Dagen starter fredeligt. Vi står på Viking kompagniets (VIKING COY) parkeringsplads i Camp Price, klokken er lidt over syv om morgenen, og der er endnu kun få til stede. De rigger køretøjerne til, alt skal spændes godt fast, så det ikke falder af eller ned i hovedet på soldaterne, hvis de kører på en IED (Improvised Explosive Device), de såkaldte vejsidebomber, når de om kort tid kører ud i ørkenen.

Inden længe kommer de sidste soldater til. De slæber deres baggage, feltsenge, hundredvis af liter vand, ammunition, feltrationer og meget andet om bord. Det meste bliver spændt fast uden på køretøjerne, der i forvejen ikke levner meget plads til passagerne indenfor.

Gutterne, der er ingen piger med, er grundige med deres udstyr. Der bliver nusset, pusset, og trykluftspistolerne skifter hele tiden bruger. De er unge, men hærdede at se på. Mange har allerede groet fuldskæg, og frisurerne er fantasifulde. Mange har ladet sig kronrage, mens andre har efterladt øer af solafblegede hårtotter. Tusserne på armene og nogle op af halsen vidner om unge mænd, der ikke satser på en karriere på de bonede gulve. De gør sig klar til krig.

1. og 3. deling fra VIKING COY rykker ud af Camp Price med følge af tre britiske køretøjer, hvor et hold afghanske, specialuddannede soldater, sidder op. Den lange kolonne ruller langsomt gennem ørkenen.
Det pulveragtige sand ligger som en tung dyne overalt, da køretøjerne endelig gør holdt et sted øst for byen Gereshk nær et område, der er berygtet for sine vilde krigere, der utrætteligt kæmper mod de internationale styrker.

   

Der skal slås lejr. Soldaterne går rutinerede i gang med spader og hakker. De graver skyttegrave. Ikke som dem, vi kender fra verdenskrigene, men lavere fordybninger, hvor de både kan sove og finde gode skydestillinger, hvis de bliver angrebet. Og det gør de.
Det er et hårdt slid, ørkensandet er kun overfladen, nedenunder er jorden hård som sten. Stadig iklædt fuld udrustning står drengene under den nådesløse sol og slider med de simple redskaber. Sække bliver fyldt med sand, masser af sække, som danner små mure rundt om ”gravene”.

   

Andre soldater fra ingeniørenheden er i fuld gang med at sweepe, mange militære udtryk er på engelsk. Med andre ord søger de efter IED’er, miner eller andre anordninger, der kan sprænge i luften. Med minesøgere går de systematisk gennem terrænet og afmærker med blå spraymaling de sikre ruter.

Endelig kommer meldingen, at man nu kan smide sikkerhedsudrustningen. Med den ryger også meget af tøjet, så de fleste går rundt i bar overkrop og sorte silkeunderbukser. Silkedrengene er sammen med den såkaldte panserble med til at beskytte soldaternes underliv, de store blodkar i lysken samt mave-tarmregionen, hvis de går på en mine.
Silken er den eneste del af sikkerhedsudrustningen, som forbliver på drengene døgnet rundt. Truslen er nu vurderet til at være medium.

   

Fjenden kan være hvor som helst. De blander sig med de lokale, der går tæt på lejren med deres flokke af geder og får. Knallerterne drøner uophørligt forbi, og følelsen af at blive observeret er reel. Alligevel indtræder hyggen og en form for afslappethed, da lejren er færdig. Der bliver åbnet op for feltrationerne, og dagen går på hæld.

Men soldaterne har prøvet det flere gange før. De ved næsten med sikkerhed, at oprørerne vil byde velkommen med en skudsalve inden, mørket falder på. De venter faktisk bare på, at skuddene lyder.

Klokken 18.40 kommer skuddene. De rammer overraskende tæt - uden dog at ramme noget. Først bliver der skudt med to RPG’er (raketstyr), og et minuts tid efter kommer en salve fra en AK47, det gamle russiske gevær, som er meget udbredt i Afghanistan.
Alle farer sammen og smider, hvad de har i hænderne. Udrustningen bliver lynhurtigt klasket på kroppen, og de forberedte skydestillinger indtages. Ilden besvares med det samme af de få, der sidder på vagt, men da er de skyldige allerede væk eller i hvert fald ikke til at skelne fra de lokale beboere.

- Det er lidt sindssygt, men man vænner sig hurtigt til det. Vi er allerede blevet vant til at blive skudt på, konstaterer delingsfører Kristoffer med et forlegent smil. De andre gutter istemmer.

- Wow, det var tæt på! Udbryder en anden.

Fuck og andre eder går igen, men smilene er ikke til at tage fejl af, stemningen er høj.

Deres største irritation går på, at de ikke alle fik skudt igen. Adrenalinen pumper tydeligt i dem. Det slår hurtigt over i drengerøvshumor, men de er utroligt professionelle, når det gælder og holder et vågent øje med omgivelserne.
Der bliver affyret lysraketter for at holde øje med nogle suspekte typer, der kan ses i aftenmørket, men der er ikke mere at gøre for denne gang. Natten har overtaget, og dermed er risikoen igen formindsket. Oprørerne har ikke udstyr til natkamp.

   

Koalitionen derimod kan kæmpe døgnet rundt. Derfor er det ikke mange timers søvn, soldaterne får den første nat i felten. Klokken to om natten står de op og gør de sidste forberedelser, inden de går ud i det fjendtlige område med natkikkerten på hjelmen. Den næsten fulde måne giver dog godt med lys, så de behøver ikke at tænde for natkikkerten med det samme.

Planen er at overraske modstanderne og stå klar, så snart solens stråler lyser ørkenen op.

I halvanden time er de i kamp. Med støtte fra en helikopter kommer de dog alle helskindede tilbage ved 10-tiden om formiddagen. De ser trætte ud, mens de holder debriefing, hvor de gennemgår morgenens hændelser.

De har haft lidt problemer med at passere de mange kanaler, der gennemskærer området. Ingen er kommet tørskoede gennem strabadserne, men det er et lille, nærmest ikkeeksisterende problem. Det har snarere givet anledning til skæg og ballade. Det vækker især begejstring, at delingsføreren gik i vandet til livet, og en anden sad fast i stigen, da han krydsede en af kanalerne. De tætte, mandshøje majsmarker har også voldt problemer, da majsen stod i vejen for soldaternes patroner og er lette at blive desorienterede i. Men alt i alt var det en god patrulje.

- Det er gået godt, det var ok, fortæller en af sygepasserne.

De andre er ligeså ordknappe, men enige. Det var en god patrulje!

Den professionelle tilgang og platte humor er en sær blanding, der kendetegner de unge soldater, der alle har været udsendt tidligere og altså allerede har en del krigserfaring. De går uden brok efterfølgende i gang med våbenvedligeholdelse og gennemgang af udstyr.
Efter lidt mad går de fleste kolde. Varmen er stærk, og de har brug for hvile.

Sådan går dagen. Hvile, spise og hygge. Men omkring 18-tiden bryder helvede atter løs. Bedst som de afghanske soldater sidder og spiller kort uden for et af de danske køretøjer, som også fungerer som soveplads, lyder de første skud.
De rammer grusomt nær afghanerne. Alle kaster sig til siden og om bag køretøjerne, hvor de griber deres udrustning og geværer. Det suser i ørerne, da infanterikampkøretøjerne (IKK), der holder oppe på en forhøjning med god udsigt, besvarer ilden og fyrer to skud af med kanonen.
I et par minutter er den hyggelige lejr omdannet til et inferno af bulder og brag, røg og lysglimt. Det er svært at danne sig et overblik, da skuddene kommer fra forskellige retninger. En dansker og en brite blev bogstaveligt talt taget med bukserne nede, og danskeren står til stor fornøjelse for sine kammerater og hiver bukserne på plads ikke langt fra det lille interimistiske lokum.

Roen trænger sig igen på. Kun røgen og frustrationen bliver hængende i luften, oprørerne er for længst væk. Soldaterne vender tilbage til deres aftensmad. De går tidligt i seng, ikke fordi de igen skal ud om natten, men mørket har lagt sig, og der er ikke meget andet at tage sig til. Det gælder om at begrænse lyskilder, der kan afsløre, hvor soldaterne helt præcist befinder sig. Månen afslører heldigvis ikke nok til, at oprørerne vil prøve lykken.
Røgen hænger stadig i luften, men nu er den tyk af stanken fra de to små bål, hvor soldaterne brænder deres affald.

Morgenen gryr, og nogle af soldaterne skifter vagt på IKK’erne klokken seks. De andre sover videre. Natten har været stille, hundene fra de omkringliggende beboelser har ikke gøet nær så meget som den første nat. Hønsene bliver dog jaget op af hanerne. Og klokken 07.30 bliver de sidste sovetryner jaget op af deres overordnede.

Stille og roligt bliver lejren pakket ned. Soldaterne skal tilbage til Camp Price. Soveposer, liggeunderlag og andre småting bliver rullet sammen og lagt væk. Men det skal helst ikke se ud som om, at de er på vej væk igen. Derfor trækker drengene tiden ud, først en time før afgang skal det hele pilles ned.
Men oprørerne har lugtet lunten. De har i hvert fald konstateret, at beredskabet er lavt og tager chancen, inden varmen får dem til at gå i skjul.
Den sidste salut går klokken kvart i ni. To hurtige skud. Intet mere. Alle når atter at kaste sig til siden og gribe deres våben, men ingen skyder tilbage. Modstanderen er allerede væk, og kun de lokale står forsvarsløse tilbage.

VIKING COY fortsætter deres gøren og laden upåvirket af situationen, der nu er blevet rutine. Ikke bare på denne operation er de blevet skudt på mange gange, men hver eneste gang de har forladt Camp Price, er soldaterne blevet beskudt. Sådan er det at være infanterist i Helmand.   

- Det er uden tvivl en skræmmende fornemmelse at blive skudt på og efter, men det er endnu underligere, at man på en måde vænner sig til det. Det, sammen med vores træning og erfaring, gør, at man bare handler instinktivt – falder ned, griber til våben og besvarer ilden. Med det høje niveau vi er på, så skal fjenden være meget god eller heldig for at få ram på os. Det bliver hurtigt hverdag for én, jeg er ikke bange, men forberedt, fortæller overkonstabel Søren fra 1. deling.