[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presseofficer
Kaptajn J. Toft Nielsen

Der implementeres i forsvaret primo 2013 en ambassadørordning af Forsvarets Personeltjeneste med støtte fra forsvarets øvrige myndigheder. Ambassadørordningen udvikles, implementeres og drives af Forsvarets Rekruttering i Forsvarets Personeltjeneste (FPT). Øvrige myndigheder i forsvaret forventes i relevant omfang at bidrage med personel til ordningen.
Ambassadørordningen er en permanent ordning. Den skal omfatte ca. 40-60 af forsvarets faste militære medarbejdere, der hver især virker som rollemodeller, foredragsholdere, informatører mv. i forbindelse med rekrutterings- og informationsaktiviteter. Så vidt muligt skal alle relevante personelkategorier og fagområder være repræsenteret i ordningen, som primært vil omfatte yngre medarbejdere. 

I løbet af oktober vil Forsvarets Rekruttering iværksætte en intern kampagne med henblik på at rekruttere medarbejdere til ambassadørordningen. I forlængelse heraf vil nærmere praktisk information om ordningen blive oplyst. At medarbejderne i ordningen er frivillige vægtes højt. 

Rekrutteringskampagnen kører fra primo oktober og frem til ultimo oktober 2012. Forsvarets Rekruttering afholder informationsmøder for interesserede den 5. november i Fredericia og den 7. november i Jonstrup. Herefter udvælger Forsvarets Rekruttering ambassadører til ordningen på baggrund af en vurdering af de enkeltes profiler samt endelige tilsagn fra både de udvalgte medarbejdere og afgivende myndigheder.

Der afholdes Kick Off seminar af Forsvarets Rekruttering den 3.-4. december i Jonstrup. Her vil ambassadørerne blive undervist i personlig kommunikation samt blive forberedt til messevirksomheden i 2013, som starter i uge 2 med Uddannelse Uden Grænser (UUG) i Bella Centret i København.

Medarbejdere, som indgår i ambassadørordningen, forventes at være en del af ordningen i ca. 3-4 år. Hver ambassadør forventes at skulle bruge ca. 3-6 arbejdsdage om året på ordningen. De primære aktiviteter vil være deltagelse på uddannelsesmesser, som informatører på skoler samt deltagelse i ambassadørordningens årlige kick off seminarer. Hertil vil ambassadørerne tillige tilegne sig kommunikative kompetencer, som vil kunne anvendes i dagligdagen ved afgivende myndighed. 

Der kan læses mere omkring dette på www.forsvarsambassadør.dk