[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af PL R. Andersen DF 2

Turen var planlagt af Firmaet BIG ICE der stillede stærkt med de to tidligere firmafolk Morten og Allan.

Mandag gik turen af sted i busser med brødre fra den sejlende forsvarsgren som chauffører. Generelt under turen viste disse næsten rallyagtige køreegenskaber samt en parathed til at vise os nye og uventede områder i Tyskland.

Fremme ved Špindleův Mlýn ventede et smukt beliggende bjerg-omkrænset dalområde, mest kendt for sin anvendelse som skiområde vinteren over.

Efter en kort intro, og en næsten endnu kortere mængde søvn, gik det af sted på en række poster. Emnerne var GPS, bjergklatring på mountainbike, rigtig klatring, abepark, 100 meters svævebane og rappelling på en gammel dæmning. Alle stationer der skulle lære kompagniet nye færdigheder samt skubbe til folks grænser. Det viste sig sværere end forventet at skubbe folks grænser med en så erfaren flok. Dog kunne rappelleinstruktørens rebfærdigheder få alle med klatreerfaring til at blegne.

For nogle var højdepunktet en frivillig slædetur hvor man kunne få lov til at føle sig som 5 årig igen.

Den tjekkiske møntfod kan udtalemæssigt være lidt vanskelig at arbejde med, så hen ad ugen hørtes mange gode forsøg, der dog sjældent ramte helt rigtigt.

Onsdag eftermiddag startede det egentlige løb så med 8 kilometer GPS march. Det lyder egentligt ikke af så meget, men der skal lige nævnes at samme distance indeholdte omkring 800 højdemeter i bjergluft. Således var det en træt skare der indfandt sig ved et gæstehus beliggende et af de smukkeste steder i Tjekkiet.

I 1500-1600 meter ligger højsletten, et område med begrænset vegetation samt pletvis sne blot få hundrede meter fra den polske grænse.

 
 Tjekkist højslette tæt på Polen.
 
 Udsigten nydes under en pause.

De fleste forsvandt hurtigt i seng, med trætte ben og tunge øjne. En lille skare med chefen i spidsen tog sig en enkelt fyraftensøl inden der blev sagt godnat. En meget hyggelig og stille aften hvor specielt forberedelse til næste dag samt respekt for dem der sov blev prioriteret. Aftensmadens specielle sammensætning gjorde at enkelte skilte sig af med den frem for at udfordre kroppen på ukendt næring.

Den sidste dag havde 14 km yderligere march, klatring, bueskydning, passage af vand samt en gigantisk gynge på menuen (… og igen kunne man få lov til at føle sig som en 5 årig). Med de trætte ben var det ikke en let gåtur og enkelte så sig om efter alternative ruter, men ned skulle man jo.

Der blev filmet på livet løs og der hersker stadig diskussion om hvem der havde det bedste dødsskrig de første sekunder af gyngeturen.

Under marchen tog Erlandsen modigt føringen da istykkelsen skulle kontrolleres på højsletten.

Tilbage på hotellet stod den på et let måltid inden præmieuddeling og en uendelig bustur tilbage til Holstebro. Vinderen blev velfortjent holdet med vores allesammens feltpræst Robert.

Præmien stod i en tur med færgen til Göteborg med masser af mulighed for hygge.

Endvidere blev OKS J. Bro tildelt en plads på præmieturen grundet sit gode humør og positive væsen. Ja man skulle ikke tro det, men der findes fiskere der kan lide at snakke med andre mennesker!

Alt i alt en fantastisk tur for alle. God mulighed for at udfordre sig selv fysisk, sightseeing på autobähn, hygge i roligt tempo eller tage sig et-hundrede hvis det er det man ville.

Kompagniet takker BIG ICE for det gode arrangement, PNBTN for tildelingen og naturligvis HOK for muligheden.


De trætte ledere og deltagere inden hjemrejsen.