[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af Kim Leerhøy
Formand for JDRVP.

Næste udgave af JDRVP’s træf hedder ”Classic Military Show”, og afholdes i og omkring øvelsesbyen ”Tovby”, i Finderup Øvelsesterræn.

Træffet afvikles med materielbidrag og deltagelse fra af en stor del af de museer, foreninger og samlinger, som er organiserede i interesseorganisationen Danske Hærhistoriske Museer (DHM). I lighed med en del af de øvrige foreninger i DHM, udføres det store arbejde som medlemmerne i JDRVP yder, med at bidrage til at bevare Hærens historie, af frivillige og ulønnede armkræfter. Classic Military Show en mulighed for bl.a. at præsentere dette store arbejde for den brede offentlighed - og ikke mindst også en mulighed for at formidle historie. Det skal bemærkes, at uagtet at hovedvægten på dette træf ligger på den landmilitære historie, så er såvel Flyvevåbnet, som Flyvevåbnets Historiske Samling, også meget flot repræsenteret.   

Af de fem dage på Classic Military Show, er tre dage åbne for publikum. Fredag 23. august, fra kl. 1000 – 1300, afvikles der, med bidrag fra flere regimenter og tjenestesteder, et program hvor noget af Forsvarets nyere materiel også fremvises. Dette program henvender sig til værnepligtsenheder og fast tjenestegørende personel på diverse militære etablissementer, og vi har fået mange forhåndstilmeldinger.

Weekenden 24. – 25. august er de store annoncerede publikumsdage. Det skal understreges, at Classic Military Show er 100 % ukommercielt, og der er således gratis adgang for publikum. Der vil lørdag og søndag være fuld gang i udstillinger og fremvisninger, og der forventes mange besøgende fra de omkringliggende større byer.  Ved indgangsvejene til Finderup Øvelsesplads, på Hovedvej A16, vil der være skiltet til Classic Military Show. Det kan generelt anbefales, at man inden besøget orienterer sig på hjemmesiden www.jdrveteranpanser.dk hvor man under menuen Aktiviteter kan finde information om Classic Military Show.

Den grundlæggende tanke med JDRVP’s Classic Military Show er, at gøre historie levende. Ikke blot stille køretøjer op på rækker, men gennem inddragelse af ”reenactors” - deltagere i historiske uniformer - udstillinger, effekter, musik, udsmykning, osv., at kunne vise et levende billede af forskellige militærhistoriske perioder. Udstillingsområdet i og omkring Tovby vil blive opdelt i et antal temaområder – ”Den Kolde Krig”, ”Internationale operationer”, ”2. verdenskrig”, etc. I disse områder vil der blive indrettet spændende historiske miljøer, hvori publikum kan gå på opdagelse. Blandt disse miljøer f.eks. et komplet frontafsnit fra 2. verdenskrig, indeholdende bemandede britiske, amerikanske og tyske stillinger.

Vi håber, at se dig på Classic Military Show.