[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presseofficer
Kaptajn J. Toft Nielsen


Værnepligtig (VPL) hold FEB 2013 sagde farvel ved en parade. I forbindelse med paraden blev Holdets Dragon, Holdets skytte og Holdets bedste til FØHJ fundet. Danske Soldaterforeningers Landsråd (DSL) uddelte erindringskrus til Holdets bedste VPL skytte, og Holdets bedste til førstehjælp (FØHJ). Holdtes Dragon modtog et flot ur med indgravering sponseret af Færch Plast i Holstebro. 

Holdets Dragon blev Dragon SUNDS:



Dragon Sunds har gennem holdet fungeret som landstalsmand, talsmand, stueformand, virket som menig gruppefører, været med i opløbet om at blive både GSU og HRU soldat med deltagelse i udvælgelsesturen og derudover selvfølgelig fulgt undervisningen i delingen. Dragon Sunds er en god og stærk enkeltkæmper, med fysikken i top og gode resultater i Militær Fysisk Træning. Dragon Sunds er ikke typen der giver op og springer over hvor gæret er laveste, men fortsætter selvom det gør ondt og det er hårdt fysisk og psykisk. Dragon Sunds har præsteret godt i felten, i skydning med feltskyttemærke og et sølvmærke i skyttemærkeskydningen, samt et guldmærke i førstehjælp. Dragon Sunds har således præsteret godt i stort alle henseender af Hærens Basis Uddannelse. Dette kombineret med de mange ekstra opgaver gør Dragon Sunds til en alsidig, fleksibel og ikke mindst dygtig soldat.
Dragon Sunds er vellidt blandt folk i 4 DEL og 2 ESK, og har udført opgaverne som landstalsmand på tilfredsstillende vis.
Derfor er Dragon Sunds holdets dragon.

Holdets bedste VPL Skytte blev Dragon SKÆRING:

 

Dragon Skæring har gennem hele holdet skudt rigtigt godt og har udvist forståelse for den skydetekniske undervisning. Fra første Kontrol-skydning til de endelige feltskyttemærkeskydninger og skyttemærkeskydninger, har Dragon Skæring scoret næsten udelukkende topscore. Dragon Skæring har erhvervet feltskyttemærke med en score på 16/16 og opnået 183 point i skyttemærkeskydningen, og dermed guldmærke. Som soldat er skydning et af grundelementer i den komplette enkeltkæmper og disse egenskaber besidder Dragon Skæring i særdeles høj grad. 
Derfor er Dragon Skæring holdets skytte.

Holdets bedste VPL i FØHJ blev Dragon LUND:



Dragon Lund har siden starten af dette indkaldelseshold udvist stor viden, færdigheder og engagement indenfor førstehjælp. Dette har Dragon Lund blandt andet vist i sammenhæng med førstehjælpslektionerne samt i den afsluttende prøve. Dragon Lund opnåede hele 97 ud af 100 point i den afsluttende prøve og erhvervede sig således et guldmærke i Førstehjælp og blev samtidig eskadronens bedst beståede i faget Førstehjælp. 
Dragon Lund holder pause fra sine studier i medicin medens hun aftjener sin værnepligt og har derfor en større viden om anatomi end Førstehjælpsinstruktørerne.
Derfor er Dragon Lund holdets førstehjælper.