[Oprindeligt publiceret af Jydske Dragonregiment]

Af presseofficer
Kaptajn Jesper Toft Nielsen

Pårørende, Soldaterforeninger, Estandartkommando fra panserbataljon samt værnepligtige fra uddannelsesbataljonen deltog sammen med fremmødte gæster fra Politi og Hjemmeværnet i paraden.

Regimentschef oberst Kurt Mosgaard modtog paraden og lagde herefter krans ved mindestenen for de faldne. Regimentschefen holdt tale for de fremmødte, hvor han blandt andet sagde: ”Det har været hårdt og det bliver det nok også fremover, men det nytter! Verden kan fortsat se ufredelig ud med nye brændpunkter hvert år, hvor det i øjeblikket er situationen og hændelserne i Syrien som fylder os med afsky og forfærdelse. Der er da også nok at bekymre sig om og tage fat på. Men overordnet set nytter det” 



Formålet med flagdagen den 5. september er, at hædre de personer, der er eller har været på en mission som led i Danmarks aktive internationale engagement. Det er også dagen hvor vi mindes de der faldt i missionerne. Det har været væsentligt for regeringen at anerkende den fremragende og professionelle indsats, som danske soldater og andre offentlige udsendte yder i en række af verdens konfliktområder, og flagdagen er et vigtigt element i anerkendelsen.

Efter paraden marcherede delegationen gennem Holstebro til Sognekirken, hvor der var ceremoni og tale ved byens borgmester H.C. Østerby og Politidirektør Jens Kaasgaard.

I dagens anledning havde kommunen opsat flagalléer ved byens indfaldsveje, for at fejre byens udsendte.








Foto: KP Tommy Bruhn